★★★★★☆
Sammenlægningen af Republique og Østre Gasværk er tydeligvis ikke forløbet problemfri. Man har end ikke sendt invitationer ud til pressen vedrørende den tidligere Østre Gasværk-chef Pia Jette Hansens afsluttende forestilling GAS GALLA SHOW. Det er ikke blot en uforskammethed overfor hende, anmelderne og de skatteborgere, der nu ikke bliver informeret om forestillingens kvaliteter, men også overfor de mennesker, som gennem tiden har bakket op om statsstøtten til Østre Gasværk.
Hvis det så havde været en dårlig forestilling, så kunne man til nød forstå det, selvom det stadig havde været uacceptabelt. Men Østre Gasværks GAS GALLA SHOW hører blandt årets bedste teaterkoncerter.
Og hvordan kunne det næsten blive andet, eftersom den viser musikalske højdepunkter fra Østre Gasværks glorværdige historie: "Atlantis", "Hair" og "Skammerens datter" er blot nogle af de storslåede musicals, der har bjergtaget et stort publikum igennem årtier.
René Vinther har stået for både iscenesættelse og koreografi, begge dele med stil og vitailitet. Orkesteret er placeret på drejescenen sammen med en imponerende lagkage-scenografi, der minder temmelig meget om den fra "Vildheks", men som her får fornyet liv. Festtøjet er fundet frem – og både dansere, orkester og de medvirkende synes farvemæssigt afstemt i forhold til hinanden.
Et par steder mærker man nogle af de skavanker, der også er blevet en del af teatrets DNA. Når showet i for høj grad går forud for teksten, og ikke alle Peter Dürings musikalske arrangementer fungerer lige godt, som f.eks. "West Side Story", hvor han tager sig lige lovlig mange friheder med melodierne. Det bliver dog heldigvis småting i den store sammenhæng.
Forestillingen er velsignet med et stærkt hold, der både har sans for sang og skuespil, og i flere tilfælde de originale kræfter. Således kan man bl.a. glæde sig over at gense Søren Pilmark og Pernille Petersson i "Miss Saigon". Nikoline Siff Møller har næppe sunget smukkere end denne aften. Især den såkaldte torch-song "On My Own" fra Les Miserable går rent hjem. Caspar Phillipson bobler af lidenskab i et par sange med religiøse islæt bl.a. fra "Jordens søjler", så det er lige før, at røgmaskinerne virker overflødige.
Kaya Brüel ser ikke bare smasklækker ud i sin hvide kjole, men låner også sjæl til flere fine ballader, og selv Jimmy Jørgensen "feels pretty" denne aften, selvom han er mest på hjemmebane i de mere rockede numre fra teaterkoncerterne.
Aftenens helt store overraskelse er dog Morten Kjær, der også har fungeret som korleder på forestillingen med et fornemt resultat til følge. Morten Kjær, der nok er mest kendt for sin andel i gruppen "Basix" og som har udsendt musik i USA under kunstnernavnet Kier, byder på aftenens fineste vokale klange, og hans fraseringer har vitterlig international klasse. Og så har han humor, som i Shu-bi-dua-hittet "Står på en alpetop", hvor han får hele salen til at klappe med, mens han på overrumplende vis jodler og danserne laver sneengle på jorden.
Vi bliver helt vemodige til slut, når spilledåsen – en minikopi af gasværket – på poetisk vis holder op med at spille. Men heldigvis er det ikke slut. Vi skal jo lige ha’ en fællessang, der i den grad vækker genklang hos publikum en kold december aften:
"Det er en kold tid, som vi lever i. Alle går rundt og fryser. Men vi har det da nogenlunde her. Her på Østre Gasværk". Ja, mon ikke!
Den stående ovation udløses straks, og man føler sig overbevist om, at Østre Gasværk kunne sælge ud til denne forestilling lang tid endnu, hvis man bare gad kommunikere successen videre.
