★★★☆☆☆
Ganske vist har Star Wars-universet fået fornyet opmærksom via diverse nye film, der knytter sig til George Lukas-serien. Men Vivienne McKee tager i årets Christmas Cabaret i Tivolis glassal primært sit udgangspunkt i 70erne, selvom vi skal forestille at være langt ude i fremtiden.
På filmfronten henviser hun ganske vist både til "Interstellar" og den nye "Blade Runner", men musikalsk havner vi i en "Car Wash" (naturligvis omdøbt til "Star Wars"), og et par disco-klassikere får vi også.
Vivienne McKee har da også stadig vrik i hofterne og beviser denne aften i rollen som med salonsangerinden med al ønskelig tydelighed, at ingen kan få benene længere op end hun. Katrine Falkenberg formår til gengæld at flyve som en anden "Wonder Woman" – men med et godt øje til Luke SkyStalker alias den yndige Jefferson Bond.
Claus de Lichtenberg får en sjov figur ud af droiden med det let genkendelige navn CThruKeyHole – jo, Vivienne McKee kan altså kunsten at sige meget med et enkelt ord.
Bennet Thorpe har desværre ikke meget at rive i denne gang, men forgylder det, han har med sit uforlignelige plastiske kropsprog. Ny i Crazy Christmas Cabaret er Rasmus Emil Mortensen, der uden problemer indgår i ensemblet.
David Bateson er tilbage som Trump, og er ikke blevet ringere. Med glimt i øjet rammer han også plet som Harrison Ford, og får ligeledes spidet Angela Merkel, der overrasker ved at vise os sit undertøj.
Det er dog intet i forhold til de chok, der indtræffer efter pausen. Publikums darling Andrew Jeffers dukker nemlig op som en yderst let påklædt Princess Leah (eller rettere Liar!). Jeffers får undervejs også skabt en skæg lille macho-bodyguard ved Trumps side, og så er han grinagtig som en mildest talt grotesk udgave af Nordkoreas præsident, hvis navn i denne sammenhæng lyder noget i retningen af "King Kong Puh".
Selv efter 35 år insisterer Vivienne McKee stadig på en spilletid på over to en halv time inklusiv pause. Men så er det godt, at hun har en veloplagt trio af musikere på balkonen – naturligvis iført rumdragter – til at understrege pointerne, når publikum ikke orker at lege med længere.
