NYE DANSKE FILMBØGER:

DRØMMEN OM HOLLYWOOD
af Jacob Wendt Jensen og Christian Monggaard
Informations forlag

★★★★☆☆

FILMENS KØBENHAVN
af Katrine Sommer Boysen og Sophie Engberg Sonne
Forlaget Gyldendal

Hele to nye danske filmbøger er inden for kort tid landet på boghandlernes hylder – og begge er bestemt værd at læse, selvom de er uhyre forskellige.

Katrine Sommer Boysen og Sophie Engberg Sonnes FILMENS KØBENHAVN fremstår som en æstetisk lækker sag, hvor der er kælet for det visuelle udtryk og hvor det omfattende billedematerialet ikke kun tjener som bevismateriale, men fungerer som en del af fortællingen.

Vi oplever et Købehavn, der har forandret sig, fordi byens beboer har det. Stærkest står de klare sort/hvide billeder fra 50ernes moralske danske dramaer, hvor det københavnske natteliv blev fremstillet som livsfarligt for landlige piger, gravide og trækkerdrenge.

Men som det fremgår af Jacob Wendt Jensen og Christian Monggaards DRØMMEN OM HOLLYWOOD, så var det i al fald ikke alle trækkedrenge, der gik ned med flaget. Faktisk fik een af dem Hollywoods æres-Oscar opkaldt efter sig, den eftertragtede Jean Hersholt-pris.

DRØMMEN OM HOLLYWOOD har netop sin force i skildringen af de ofte triste skæbner, der for en tid flirtede med berømmelsen i "guds eget land" og gør det på groft papir, der giver bogens indre et passende råt udseende.

Forfatterne har tilsynelandende sværere ved at forholde sig distanceret til de nyere danske filmfolks indtog i Hollywood, og især kanoniseringen af Mads Mikkelsen får i al fald denne læser til at trække lidt på smilebåndet. Mikkelsen har sjældent modtaget anerkendelser for sin kunstneriske indsats i de udenlandske film og hans indsats er for længst overgået af Sidse Babett Knudsen, der behandles anderledes kritisk i bogen.

Til gengæld begrænser Jacob Wendt Jensen og Christian Monggaard sig ikke til folk foran kameraet, og giver derved et indtryk af en lille danskerkoloni, der ikke mindst i de senere år har fungeret som sin egen støtte.

FILMENS KØBENHAVN har sin svaghed i skildringen af 30erne og 40ernes København. Her virker nedslagene simpelthen for tilfældige, og man savner et dybere kendskab til periodens mere sjældne film, hvor København spiller en væsentlig rolle. Johan Jacobsens "Ballade i Nyhavn" (der senere blev genindspillet som "Den store gavtyv") havde f.eks. fortjent at blive fremhævet.

Men Katrine Sommer Boysen og Sophie Engberg Sonne giver derimod en glimrende skildring af det moderne mere etniske København og med en række slående eksempler – også rent visuelt.

Billedmaterialet i DRØMMEN OM HOLLYWOOD er desværre begrænset og man savner f.eks. billedet, hvor Spencer Tracy æder Bodil Kjer med øjnene. Kjer modtog i sin tid tilbud fra både Broadway og Hollywood, men det var først i moden alder, at hun tog mod til sig og spillede med i en international co-produktion ("Sunset Boys") overfor bl.a. Robert Mitchum og Cliff Robertson.

Men som dokumentation af dristige menneskers livsrejser er DRØMMEN OM HOLLYWOOD væsentlig. Og FILMENS KØBENHAVN bliver i sidste ende en kærlig hyldest til vores egen store filmby og dens evige forandring.