★★★★★★
I Cinemateket kan man i den kommende måned (måske i anledning af instruktørens besøg i Amager Bio d. 10/7) opleve en spritny kopi af MANHATTAN. Filmen, der efter al sandsynlighed kommer til at stå som hovedværket i Woody Allens produktion.
I Hollywood blev den i sin tid spist af med to Oscar-nomineringer for henholdsvis bedste kvindelige birolle (unge Mariel Hemingway i sit livs rolle) og bedste original manuskript, mens den i Europa både vandt den britiske Bafta, den franske César og den danske Bodil.
Gershwins udødelige "Rhapsody in Blue" ville herefter altid være uforløseligt forbundet med Gordon Willis’ betagende billeder af The Big Apples bedste bider. Hvis "Mig og Annie" ("Annie Hall") var filmen, der for alvor markerede Woody Allens forelskelse i Diane Keaton, så blev "Manhattan" filmen, der viste kærlighedens dybde. Deres samspil er lydefrit, og det vrimler i tilgift med skønne biroller inklusiv en megacool lesbisk ex-kone præcist eksekveret af Meryl Streep.
Men MANHATTAN er først og sidst et kys til den bydel, som mere end nogen anden har givet sjæl til hans karriere. En uforbeholden kærlighedserklæring til New Yorks bankende hjerte, og som sådan aldrig overgået hverken før eller siden.
