★★★☆☆☆
Malmø Opera fortjener ros for at satse på Amilcare Ponchiellis sjældent spillede LA GIOCONDA. Vel er historien noget snørklet fortalt, men rent musikalsk fungerer forestillingen optimalt. Såvel kor som orkester løfter opgaven til berusende højder og vi får stærke sangpræstationer i samtlige hovedroller – ikke mindst i titelrollen, som denne aften forvaltes af Elena Mikhailenko. De indlagte balletsekvenser bliver højdepunkter i forestillingen takket være Ulrik Birkkjær og Susanne Grinder.
Men hvorfor de og forestillingens øvrige medvirkende får så lidt plads at udfolde sig på i Bente Lykke Møllers forfejlede scenografi bliver aldrig klart. Når man nu har et så fantastisk teaterrum som i Malmø virker det skørt ikke at udnytte det, og i samtlige scener bliver de medvirkende presset frem på forscenen på en besynderlig uelegant facon. Nogle dystre mørke passager, bredsiden på en damper, en guldvæg og en umådelig trist bygningsfacade er alt hvad vi bliver spist af med rent visuelt og det er både for lidt og for grimt.
Staffan Valdemar Holm plejer ellers nok at være leveringsdygtig med hensyn til visuel opfindsomhed i velspillede forestillinger, men ikke denne gang. Det uegale hold synes desværre ikke velsignet med skuespillertalenter, der matcher den sanglige formåen, og vi må nøjes med at glæde sig over, at hovedrolleindehaversken i det mindste åbenbarer en del stærke dramatiske udtryk mod slutningen.
LA GIOCONDA fortjener dog at blive lyttet til – også i Malmø Opera.
