★★☆☆☆☆
Ali Abbasis SHELLEY virker som et fortvivlende forsøg på at gå Roman Polanskis i bedene. Mesterinstruktørens mest kendte film "Rosemary’s baby" var dog både spændende, dynamisk og velspillet, mens det samme ikke kan siges om SHELLEY.
Ellen Dorrit Petersen og Peter Christoffersen skal forestille et barnløst par, der har bosat sig i et hus uden i skoven uden elektricitet… Allerede her står gyser-klicheerne i kø, og de bliver kun værre, efter at den rumænske au-pair Elena påtager sig at være rugemor. Resten af filmen går stort set med at vente på, at der sker noget, men her er ikke handling nok til en kortfilm og kun Cosmina Stratan som au-pair-pigen og Kenneth M. Christensen i en al for lille birolle har en naturlighed, der når ud over manuskriptets banaliteter.
Komponisten Morten Dirkov forsøger forgæves at peppe historien op med lidt musikalske effekter, men lige lidt hjælper det. Fotografen synes at have en forkærlighed for afklædte kvinder, men disse scener tjener næppe andet formål end at være lir for lystige lurendrejere.
Flovt at New Danish Screen har brugt penge på et så uoverbevisende og langstrakt gyserforsøg, der må da være projekter med større substans derude?