Man behøver ikke at være længe i Oslo for at få en fornemmelse af i hvor høj grad, at man satser på kultur i disse år. Kommer man sejlende ind gennem fjorden, får man straks øje på byens relativt nye opera- og balletbygning. Et sjældent eksempel på moderne arkitektur, der synes at indgå i et gnidningsløst samspil med den omkringliggende natur, og med en af Oslos mest betagende udsigter fra det flittigt benyttede tag.
Indenfor venter hele tre sale berømmede for deres udsøgte akustik. Benpladsen er måske knap så god som i Operaen i København, men billetpriserne fremstår til gengæld mere overkommelige.
Ved siden af operaen er grundstenen netop blevet lagt til det store nye Edvard Munch-museum, som forventes klar omkring 2020. En gigantisk satning, som Oslo kommune selv smider over to milliarder kroner efter, men som til gengæld også får fire gange så meget plads som i det nuværende museum og et endnu bedre vue over både by og hav. Selve Munch-udstillingen forventes at fylde det dobbelte af det nuværende areal, hvilket utvivlsomt vil give plads til en del flere Edvard Munch-værker, selvom Munch-samlingen relativt set kommer til at fylde mindre i forhold til de øvrige aktiviteter. Her vil nemlig også blive plads til en række andre udstillinger – også med relation til Munch i lighed med den nuværende udstilling på museet.
JORN + MUNCH fokuserer nemlig på samhørigheden mellem Asger Jorns kunst og Edvard Munchs. Asger Jorn stiftede kendskab med Munch på flere af sine mange rejser, og især i 50erne fornemmer man, at inspirationen fra Munch slår igennem i Jorns værker via en friere pensel og ændringer i såvel farvevalg som kompositioner. Ved at samstille flere af de to kunstners værker overbevises tilskuerne om, at der meget vel kan være noget om snakken.
Bagefter er det oplagt at besøge Munch-museets café for at indtage et stykke delikat kage – naturligvis udsmykket med et lille chokolade portræt hentet fra Edward Munchs mest berømte værk “Skriget”.
Netop “Skriget” har også spillet en afgørende rolle for skulptursamlingen i Ekebergparken. Der finder man det sted, hvor Edvard Munch menes at have malet sin første maleri “The Scream of Nature” i 1893. Her smeltede dyrernes hylen fra det lokale slagteri sammen med skrigene fra det hospital for sindslidende, hvor Munchs søster opholdte sig.
Det var også på dette sted, at den serbiske Marina Abramović en oktoberdag i 2013 præsenterede sin usædvanlige kunstinstallation The Scream. Hun havde fået en lang række almindelige mennesker i alle aldre og med vidt forskellig baggrund og fremtoning til at komme at skrige i den opstillede sorte ramme. Det eneste hun forlangte var at vide, hvorfor de skreg. Klagerne væltede ind på grund larmen, men Marina Abramović fik sine optagelser i kassen, og en filmoptagelse af en lang række af de mange skrig er tilgængelig i Parkens lille museum.
Man bør ikke snyde sig selv for en rundtur i parken, hvor den ofte meget fysiske kunst vælter en i møde. En ordentlig gåtur med næsten 40 kunstværker undervejs – men ofte verdenskunst som f.eks. Salvador Dalis Venus-statue med skuffer i såvel hjerne som bryster.
For nordmændende er slet ikke så pæne rent kulturelt, som man måske kunne frygte, når man ser sig omgivet af byens glade naturelskende borgere. På det supertjekkede Astrup Fearnley Museum må selveste Liv Ullmann stå for skud i museets faste samling af moderne kunst. Men man har også en interessant ny udstilling, hvor man søger at tegne et portræt af en by via dens kunst. Navnet på udstillingen – “Los Angeles – a fiction” – refererer til L.A. som værende sin egen drømmefabrik.
I gåafstand derfra er forberedelserne til det store nye Nasjonalmuseum forlængst påbegyndt. Der bygges atter med udsigt over havnen og på lange pæle. Endvidere har man planen om at udnytte kraften i havet til at nedbringe energiforbruget.
En del af museets samling er p.t. pakket ned, mens andre værker er at finde på mindre gallerier. Det gælder bl.a. den folkekære norske kunstner Kai Fjells skitser, der kan nydes i Kunsthall Oslo, ikke langt fra den norske opera og ballet.
En af Oslos smukkeste og mest imponerende bygninger er og bliver Nationaltheatret omgivet af statuer forestillende en række af landets mest elskede teaterfolk som f.eks. skuespillerinden Wenche Foss og dramatikeren Henrik Ibsen.
Ibsen har tilmed sin egen festival i Oslo, og på Nationaltheatret, hvor man tidligere bl.a. har kunne se Kjersti Holmen i en klassisk opsætning af “Hedda Gabler”, kan man p.t. opleve en ret eksperimenterede sammenskrivning af “Vildanden” og “En folkefjende” = “Enemy of the Duck”. Et tegn på, at Henrik Ibsens værker stadig fænger hos et stort publikum.’
Når man gæster Nationaltheatret, bør man helt klart også afsætte tid til at besøge det nært beliggende Henrik Ibsen-museum. Ud over et væld af informationer om Ibsens liv og værker samt plakater etc. fra det meste af kloden, får vi også et indtryk af de mange filmværker, der har hentet inspiration hos Ibsen. Edvard Munchs billede fra prøverne til en opsætning af “Gengangere” finder man dog i den før omtalte JORN + MUNCH-udstilling på Munch museet.
Man bør også orientere sig om, hvornår der er rundvisning i Ibsens lejlighed lige oven over museet. Ibsen var mod slutningen af sit liv en holden mand, og fik således installeret badekar før Kongen. I arbejdsværelset hænger der et stort billede af ham selv over skrivebordet, mens der bagved hænger et portræt af August Strindberg, Ibsens ærkerival. “På den måde har jeg altid hans øjne i nakken”, skulle Ibsen have sagt.
Er man mere til film end teater, kan man f.eks. begive sig til “Filmens hus” for at orientere sig om norske filmklassiker som den Oscar-nominerede “Ni liv”, Anja Breiens “Hustuer” og “Stifinderen”, der indbragte instruktøren Nils Gaup en Oscar-nominering.
Man kan også roligt begive sig til en af Oslos topmoderne biografer for at nyde et bredt udvalg af norske og internationale film.
Øjeblikkets store tilløbsstykke i den store biograf Colleseum har tilmed dansk islæt. Jesper Christensen spiller nemlig hovedrollen i Erik Poppes “Kongens Nei” som den danskfødte Kong Haakon. Det var ham, der fik en afgørende rolle under 2. verdenskrig, for efter at den norske regering var gået af, blev det hans lod at forhandle med tyskerne. Hans kontroversielle nej til et samarbejde kostede menneskeliv, men samtidig stod han om nogen som et fyrtårn i mørket for de norske modstandsfolk.
I Danmark undgik man samme form for konfrontation, fordi regereringen hurtigt valgte at overgive sig, men i årene efter krigen har kritikken af den vattede danske holdning ofte været hård, hvorimod den dansk-norske Haakon fremstår som en idealitisk helt. Jesper Christensen spiller ham da også glimrende og overvejende sympatisk. Man må sørme håbe, at filmen også får en chance i de danske biografer.
Efter en så generøs rundtur i Oslos kulturliv med så fornemt et punktum får man en ubændig lyst til at udråbe Kong Haakons slogan:
“Alt for Norge”
