FATIMA

★★★★★☆

Philippe Faucons FATIMA blev af Det Franske Filmakademi kåret som årets bedste film i Frankring. Det er den ikke – hverken kunstnerisk eller håndværksmæssig. Men man kan absolut argumentere for, at det hører blandt årets vigtigste film – og at den er ikke så lidt dybere end den glatte Oscar-nominerede "Mustang".

FATIMA stiller skarpt på en af samfundets oversete eksistenser, en hårdarbejdende fraskilt regøringskone, der stadig ikke kan fransk, men som alligevel kæmper ihærdigt for at hendes døtre skal få en bedre tilværelse end hun selv i det nye land. FATIMAs eneste åndehul består i at nedfælde sine tanker i digterisk form, når tiden tillader det, og først da hun kommer til skade på sit job, får hun mulighed for at gøre sine digtsamling færdig.

Imens kæmper døtrene på hver deres måde at finde en plads i det moderne Frankrig. En er rebelsk både i forhold til autoriteter og de kønsroller, som også moderen har været offer for. En anden mærker eksamenspresset mere end de fleste, vel vidende hvor meget det har kostet moderen, der bl.a. har måtte sælge sine smykker for at få råd til datterens studier.

Philippe Faucon får os stå alle aspeketer i disse kvinders liv – også i relation til det andet køn. Men modsat så mange andre lignende film er mændene her ikke blot entydige skurke, men har både gode og mindre gode sider.

Filmens slutning kan synes pludselig, men giver faktisk god mening, når man tænker lidt over filmens tematik. For det er kampen for uddannelse, der løber som en råd tråd igennem filmen, og gør at vi forlader biografen med større forståelse for, hvad det vil sige for en uuddannet at flytte til et fremmed sprogområde i et andet land.