JEG BÆRER MIN SJÆL

★★★★★☆

Hanne Trap Friis er en sand pioner – ikke mindst når det gælder om at formidle grønlandsk kultur til et større publikum.

Som kunstnerisk leder og instruktør hos Teater freezeProductions har hun skabt prisbelønnede forestillinger om en række af de udfordringer, som det moderne Grønland slås med, og hun er aldrig bange for den direkte konfrontation i sin behandling af svære emner.

Det gælder i særdeleshed JEG BÆRER MIN SJÆL, der vover at gå i kødet på de mange overgreb mod børn, der har været i Grønland, og som man først i de senere år begynder at få bugt med.

JEG BÆRER MIN SJÆL er en poetisk collage af sange, dans, dialoger og monologer baseret på autentisk materiale og interviews.

Klaus Geisler, der vandt en Reumert for sit spil i "Den grønlandske mand", er uhyggelig god i sine skift mellem det naive barn og den forpinte voksne, og det overgreb, der så brutalt markede overgangen fra barn til voksen.

Den sympatiske Karina Møller og det unge talent Aviana Steinbacher formår i dans og ord at sætte billeder på den kvindelige smerte, ikke mindst den betændte relation mellem mor og datter, hvor svigt og skyldfølelse synes uovervindelige barrierer, og tilgivelse den eneste vej til lindring.

Rasmus Lyberth blev med sin naturlige autoritet forestillingens midtpunkt, også fordi han havde evnen og modet til at frigøre sig fra sin egen folkelighed. Han formåede ligefrem at virke truende og usympatisk, og hans præstation blev en kunstnerisk sejr for den flere gange Bodil-nominerede skuespiller.

Hans afsluttende sang forekom direkte rystende i sin kraft og alvor – for Rasmus Lyberth er i sandhed en enestående kunstner, der synes at være i kontakt med naturkræfter fra en anden verden.

En grønlandsk version af forestillingen har turneret med succes i Grønland, og nu kan man også nyde en dansksproget udgave på diverse danske scener, og det bør man absolut gøre.

For de fire medvirkende får i Naja Rosing-Asvids sanselige scenografi og til Hans-Ole Amossen atmosfæremættede musik skabt en nærværende og relevant forestilling i Hanne Trap Friis’ medlevende iscenesættelse.

(Michael Søby)