★★★★☆☆
C:NTACT er en teaterrelateret fond, der holder til i Edison, en over 100 år gammel bygning på Edisonvej, Frederiksberg. C:NTACT startede som en uddannelses- og integrationsprojekt på Betty Nansen Teatret, men blev i 2005 en selvstændig enhed, der udvikler og spiller forestillinger om sociale problemer med udgangspunkt i de medvirkendes egne historier.
Det gør C:NTACT til noget ganske enestående i det københavnske teatermiljø, og et besøg på Edison virker altid berigende, fordi teater sjældent føles mere levende og nærværende end her.
Man ville dog ønske, at deres seneste projekt HVA’ SÅ NU? i højere grad havde styrket de teatralske elementer i forestillingen, men der kan sagtens have været nogle udfordringer undervejs, som vi som publikum ikke kender til, og det skal vi heller ikke nødvendigvis.
HVA’ SÅ NU? tager fat på et relevant emne, nemlig ovengangen til en pensionisttilværelse – hvad enten man er i tyverne eller i halvfjerdserne. Anna Leonova, Anni, Birthe, Fie, Iffat, Jeppe, Lena, Niels,, Stephanie og Tue får alle formidlet deres historier – i tale, men også i sang og dans.
Vi oplever deres invidiuelle udfordringer og erfaringer – mulighederne såvel som ensomheden, og vi mærker værdien af fællesskabet og den samlede styrke i forestilling som HVA’ SÅ NU?
Nænsomheden præger Runi Lewerissas iscenesættelse og som altid fornemmer man en respekt for hver enkel medvirkens situation, og det gør HVA’ SÅ NU særdeles velegnet til skoleforestillinger eller som et led i andre former for undervisning.
HVA’ SÅ NU? fremstår som en relevant påmindelse om, at der er grupper i samfundet, der meget sjældent kommer til orde – og da slet ikke fra en teaterscene – og som det derfor er så meget desto vigtigere at lytte til, når de endelig får mikrofonen.
(Michael Søby)