★★★☆☆☆
Stoffet er uhyre spændende, og performancegruppen TOETT har givet gjort et stort researcharbejde forud for forestillingen MARTYRMUSEUM, der spiller i S/H regi i kødbyen.
Og det er da også som debatprojekt snarere end som teater, at MARTYRMUSEUM har sine kvaliteter. Sympatiske Morten Hee Andersen (der fra næste sæson kan kalde sig kongelig skuespiller) er ellers en kyndig guide til museet, og det er ikke hans skyld, at de af nogle af de indlagte teatralske elementer ikke fungerer optimalt.
Vi efterlades således underligt uberørt af historien om martyren Maximillian Kolbe, som vi får serveret via hovedtelefoner i et trangt kølerum med Morten Hee Andersen liggende på gulvet. Bedre går det, da vi står i rundkreds som medlemmer af den religiøse sekt Heavens Gate, og personligt bliver konfronteret med blikke og ord.
Man morer sig også undervejs over de groteske rekonstruktioner af alt fra kamellort til mennesketænder, der samtidig tager dybt pis på de museer, der i mangel af relevante udstillingsobjekter må fylde lokalerne med mere eller mindre tåbelige rekonstruktioner, der intet føjer til udstillingerne.
Jeanne D’arc (og ikke Jean D’arc, som der står i programfolderen) portrætteres side om side med en anden teenage-martyr, tjetjenske Dzennet Abdurakmanova, der sprang sig selv og andre i luften. Grænsen mellem martyr og terrorist afhænger af øjet der ser, og udstillingens force er netop, at den påpeger dette. At det er fortællingen om det pågældende menneske i højere grad end mennesket selv, der har haft størst betydning. Derved påvises det vanvittige i at ofre sit liv for en sag.
Til slut konfronteres vi med, om vi selv er villige til at ofre vores liv med noget – er vi fremtidens martyrer? Eller er vi blevet en befolkning for hvem alt i grunden kan være ligegyldigt eller ligeværdigt, og intet for alvor synes vigtigt?
