★★★☆☆☆
Oliver Stone har altid haft hang til effektjageri, men i SAVAGES tager det virkelig overhånd, så filmen flere gange synes faretruende nær på at ende som en B-film.
Rollelisten virker ellers imponerende, hvis man ser bort fra den intetsigende Barbi-dukke Blake Lively, der uheldigvis har filmens fortællerroller. Hun bliver i bogstaveligste forstand taget som gidsel, da de to mænd i hendes liv Ben og Chen (den følsomme Aaron (Taylor-)Johnson og den mere dyriske Taylor Kitsch) falder i unåde hos den mexikanske narko-mafia.
Benicio del Toro og Salma Hayek kæmper næsten forgæves med at gøre mexikaner-stereotyperne levende, og faktisk fremstår John Travolta som den bedste af skuespillerne, hvilket i sig selv forekommer foruroligende.
THE SAVAGES må betegnes som en næsten ulidelig voldelig film, og hvad Oliver Stone muligvis har genvundet af dynamik, sætter han hurtigt over styr via en forbløffende mangel på god smag.