★★★★☆☆
Down The Rabbit Hole Theatre er navnet på et nyt engelsksproget teaterselskab, der får en uhyre veloplagt debut i A Touch of Vintages hyggelige lokaler i Badstuestrædet. Stole, sofaer og puder udgør de forskelligartede sæder og et par tekopper i porcelæn med tilhørende småkageskål slå den helt rette nordengelske middelklassestemning an. For vi befinder os i ægteparret Elsie og Norms dagligstue, hvor det overvældende indforståede par byder på en aften med kultur.
Som udgangspunkt har de valgt "Macbeth", for ham William Shakespeares anses jo for at være en af verdens største forfattere, men Norm har nu allligevel fundet en del måder, hvorpå han kunne forbedre stykket på. Elsie og Norm er rørende enige om, at Shakespeare’s "Macbeth" tager for lang tid, der er alt for megen poesi og for mange dårlige vittigheder, så det har de naturligvis fjernet. Bliver plottet for tyndt, så er det dog stadig William Shakespeares skyld!
Nan må medgive det kære par, at deres udgave af "Macbeth" hører blandt de mere underholdende versioner, man har set af det blodige kongedrama. Det lykkes faktisk for det nordengelske par at få spillet historien hjem – kun assisteret af et par panda-bamser, en tøjhund, et par plastik-flagremus og nogle selvlysende ugler.
John Christopher-Woods ELSIE OG NORM’S MACBETH er en festlig ærke-engelske komedie, der fortryller i Jeremy Thomas-Poulsens dynamiske og detaljerige iscenesættelse.
Men han har også to talentfulde og charmerende skuespillere til sin rådighed, der med næsten utrættelig opfindsomhed både får os til at elske Elsie og Norm, og gør persongalleriet i det shakespearske drama lyslevende.
Vanessa Poole gør det fuldt forsvarligt at opføre "Macbeth" med kun een heks, og såvel hendes bitchede Lady Macbeth som hendes meget landlige Macduff sidder lige i skabet.
Jens Blegaa har en betagende uskyld som Macbeth og er også leveringsdygtig i præcise parodier på Sean Connery og Marlon Brando, der slet ikke upassende bidrager til morskaben. Helt ubetaleligt er hans portræt af den lille Malcolm, der i sig selv synes at være en trussel for monarkiets fremtid.
Efter pausen taber forestillingen pusten en smule og afrundingen virker ikke helt heldig fra forfatterens side, men det bliver småting i det samlede indtryk: At København har fået et nyt sprudlende engelskproget teaterselskab, som der forhåbenligt vil være plads til i det samlede teaterudbud. Herfra skal der i al fald lyde et "Velkommen."
.
