MISS KIET’S CHILDREN

★★★★★☆

Månedens film i Cinemateket er i de seneste tre måneder kommet fra USA, men i forbindelse med månedens dokumentar har vi til gengæld fået lov til at se mesterlige film fra andre sprogområder.

I august gjalt det den uforglemmelige "69 Minutes of 86 Days", der på gribende vis fokuserede på et flygtningebarn lange rejse til et ukendt land.

MISS KIET’S CHILDREN ("De kinderen van juf Kiet") af Petra Lataster-Czisch og Peter Lataster kan næsten ses som en slags fortsættelse. Den viser os, hvordan lærerinden frøken Kiets arbejder med at integrere flygtningebørn i en hollandsk skole.

Med forbilledlig pædagogisk sans, der afspejler, hvor vigtigt det er med dygtige lærere, følger vi frøken Kiet i hendes heroiske arbejde, men med fokus på børnene.

Det er hjertegribende at se, hvordan de nye børn forsøger at blive en del af klassen samtidig med at fortidens rædsler spøger. En lille pige har det med at hive i en endnu mindre lille pige. Men pludselig forstår vi, at hun blot prøver at beskytte den allermindste, og at hun selv sikkert er blevet hevet i talrige gange uden at kunne sige fra.

En af drengene kan ikke koncentrere sig om sine opgaver, fordi han får for lidt søvn. Men vi erfarer, at hans far ikke turde sove om natten i Syrien af frygt for at hjemmet blev bombet, og det er den frygt, som den lille dreng har taget med.

For børn lærer af de voksne hele tiden og som MISS KIET’S CHILDREN viser – på godt og på ondt. Men heldigvis mærker vi de positive ændringer hos børnene, for som frøken Kiet siger: Alle problemer har en løsning.