★★☆☆☆☆
Det er ikke kun anmelderne, der uddeler lussinger i forbindelse med skandaleprojektet 1864. Instruktøren Ole Bornedal sætter formodentlig selv rekord i uddelingen af kindheste i spillefilmsudgaven af den med rette uskældte TV-serie.
Bornedal er gået radikalt til værks og har gudskelov fjernet den rædsomme fortællestemme. Hele nutidsdelen, der led under manglende fremdrift, skal man heller ikke vente at gense. Samtlige scener mellem Sidse Babett Knudsen og Nicolas Bro er ligeledes blevet skrottet, og det er begge skuespillere nok godt tilfredse med, når man tænker på hvordan de blev misbrugt i serien.
Til gengæld får vi en forholdsvis kronologisk fortælling – uden de svulstige billedsymboler, der var tænkt som brud på naturalismen. At Bornedal vælger at efterfølge talrige masseoptrin fra slagsmarken og diverse splatterscener med billeder af en hvid due virker dog både hyklerisk og ufrivilligt komisk.
Manuskriptet er og bliver et makværk, og Bornedal stjæler ellers ivrigt men klodset fra andres mesterværker: Bertoluccis 1900 (drengenes seksuelle vækkelse), Truffauts Jules og Jim (En pige med malet overskæg begæres af to mænd) og Coppolas "Dommerdag nu" (Søren Malling filmes mod slutningen som var han Brandos galning).
Den nye klipning virker så ujævn og fragmentarisk, at man blot må ryste på hovedet. Fotografen Dan Lausten fortjener forsat ros for sine flotte velkomponerede men næsten lidt for lækre billeder. Man undrer sig over, hvor lidt periodefornemmelse Ole Bornedal egentlig har, selvom han har haft hele det store apparat til sin rådighed. Dyre kulisser og kostbare kostumer gør det altså ikke alene.
Sprogligt vakler Bornedal usikkert mellem nyt og gammelt med hang til det tarvelige. Både Jens Frederik Sætter-Lassen og Jakob Oftebro gør det på de givne betingelser nydeligt, og såvel Sarah Boberg som Lars MIkkelsen har flere fine øjeblikke i forældre-rollerne.
1864 er som film ikke helt så slem som serien – alene længden på lidt over to timer forekommer mere menneskelig.
Men samlet set er det et af nyere dansk film- og tv-histories mest groteske eksempler på ressourcespild og magtarrogance. Forhåbenlig har man lært af lektien, og laver filmen før man laver serien. Allervigtigste er dog, at man lærer også på ledelsesplan at sige fra overfor Ole Bornedal.
