★★★★★☆
En dokumentarfilm om 4 politisk engagerede unge mennesker ændrede karakter, da en højreekstremist blev massemorder på en lille norsk ø.
Instruktøren Kari Ann Moe præsenterer os loyalt for
såvel de socialdemokratiske piger, Sana og Johanne som de borgerlige drenge, Henrik og Haakon. Skæbnen vil, at de alle bliver påvirket af de voldsomme begivenheder på Utøya.
Sana frygtede i lighed med sin mor, at morderen ligesom hun var muslim, sådan som flere medier antydede det i starten. Ved en mindehøjtidelighed for de døde må Sana overlade sin tale til en anden, da tårerne trænger sig på, men hun lærer snart at stille knivskarpe spørgsmål.
Henrik mistede sin mor som lille, og da faderen indledte et nyt forhold med en kvinde, der i forvejen havde børn, blev Henrik bedt om at flytte ind hos bedsteforældrene. Man fornemmer, at for Henrik betyder det politiske arbejde først og fremmest en mulighed for at blive synlig.
Haakon kan derimod ikke forlige sig med at tilhøre en højrefløj, som bebrejdes for at have oppisket den stemning, der resulterede i massemordene. Han vælger at forlade højrefløjen for at studere jura.
Johanne gør sit yderste for at leve op til forældrenes forventninger, men mangler selvtillid. Hun bliver vidne til
flere henrettelser, og selv mange måneder efter, lider hun forsat af psykiske mén.
Kari Ann Moes film svælger heldigvis ikke i gruen og selvom man gerne havde undværet fotomontager ledsaget af popsange henimod slutningen, så bør man tilgive den meget følelsesladede tilgang til stoffet i disse passager, da også instruktøren stod midt i arbejdet med filmen, da massemordene fandt sted. For filmen er heldigvis først og fremmest det, som titlen indikerer: En hyldest til ungdommen.
