★★☆☆☆☆
Den ganske vittige titel dækker over et musikalt, men på een gang skrøbeligt og bastant forsøg på en slags samfundssatire.
Finankrisen peppet op med lidt reggae, og tilsat stupid drengerøvspjank samt den åbenbart obligatoriske gang splat. Når smilene stivner, kan man jo altid forsøge sig med fat-suits, for tykke mennesker, kvinder, homosekuelle og udlændinge har jo altid været foretrukne mål. Derimod skal vi tage dette selvfede mandehørmende heterounivers alvorligt i en rørstrømsk flammetale til slut, da alt håb er ude.
På Nørrebro Teater er man groet fast i en gammel trend om at stand-up’ere skal erstatte skuespillere, hvilket man mærker i en forestilling på over 2½ time. Lasse Rimmer er muligvis en populær solo-artist, men som Robin mangler han simpelthen det fornødne talent og karisma til at bære den store hovedrolle. Bedre går det for den minutiøse Christian Fuhlendorff som komisk side-kick ved navn Store John (trods af en fysionomi som en mellemting mellem Ole Søltoft og Dumpe fra Snehvide).
Heinrich Christensen forsøger at maskere den manglende professionalisme med ironisk distance, men det får ikke de medvirkede komikere til at tage sig mere professionelle ud og da slet ikke, når der skal siges replikker og danses. Selv den normalt træfsikre scenograf Maja Ravn har lavet en rodet scenografi, men den afspejler på den anden side
tekstmaterialet ganske godt.
