★★★
☆
>
Café Liva har fået besøg fra de højere luftlag, og i betragtning af, at den græske mytologi omfatter ni muser, er det imponerende, at man på den lille scene kan fremtrylle hele otte – og en musiker. De tager os på en musikalsk rejse gennem den danske sangskat, alt i mens de får fortalt en del om diverse kvindetyper og kvinderoller gennem tiderne.
De nyskrevne tekster mellem sangene bliver dog forestillingens svaghed – især mod slutningen, når forestillingens forfatter Alexandra Moltke Johansen bliver for højdramatisk via sin i mere end en forstand dræbende mørkklædte muse.
Til gengæld fungerer flere af de danske evergreens også i en nybearbejdelse, der ofte styrker de feministiske elementer i sangene. Fra filmmusicalen "Jeg er sgu min egen" kommer Bent Fabricius-Bjerres uopslidelige "Jeg sætter min hat som jeg vil", der i denne sammenhæng naturligvis bliver til "Jeg sætter min pat som jeg vil". Og når en sang som Karen Jønssons og Carl Viggo Meinckes "Hvorfor er lykken så lunefuld?" synges med indignation af et kvindekor, så kommer den – i lighed med "Man binder os på mund og hånd" – ikke til at handle om een kvindes, men mange kvinders levevilkår. Samme raffinementer finder man desværre ikke i de nyere hits.
Individuelt er kvinderne på scenen ikke de store sangere, men når blot de synger sammen, formår de at supplere hinanden på en god og konstruktiv facon. Flottest i "Transparent and Glasslike", der til gengæld virker som et besyndeligt sangvalg i denne sammenhæng. Instruktøren Mads M. Nielsen gør ellers, hvad han kan for at samle forestillingen, men det skuespilmæssigt uegale hold lade sig kun tilpasse på det ydre plan – via besyndelige hvide kostumer med høje hæle og bizar lyserød øjensminke.
Man fornemmer, at publikum egentlig gerne vil synge med på sangene, men det stiliserede univers holder dem til en vis grad tilbage. Da muserne til slut gør klart til at vende hjem, får vi ellers en nydelig men også lidt fersk version af den måske smukkeste af alle danske filmmelodier, "Musens Sang" fra "Mød mig på Cassiopeia". Men da har de indledende strofer fra Bodil Kjers uforglemmelige originaludgave allerede mindet os om, hvor umuligt det stadig må være for andre at synge netop den sang. Hvor smukke intentioner man end måtte have med at gøre det…
