NERO

★★★★★★

Jokum Rhodes til dato bedste stykke, NERO, kan atter opleves i København, denne gang på Aveny-T i Katrine Wiedemanns kongeniale iscenesættelse. For hun kan om nogen krystallisere en svær tekst og omskabe den til frapperende sjæleebilleder.

Denne gang fremstår Rhodes skuespil som en gyser-komedie fra samfundets bund. Her møder vi den forsumpede narkoman Nero og hans ikke alt for skarpe hjemmehjælper Johnny, der begge kaster deres kærlighed på CARMEN. Madonna og luder i en og samme karakter, men meget sigende gestaltet af to skuespillerinder i stil med Luis Bunuels mesterværk, "Begærets dunkle mål".

En snor danner rammen om denne følelsesmæssige boksekamp, men bruges også som navlestreng mellem karaktererne og til at snørre om armen, når et nyt skud heroin skal indføres i kroppen. Disse mennesker synes muligvis forbudne, men også bundne af egne behov.

Jens Jørgen Spottag er monumental uhyggelig men også skræmmende morsom, og skaber en af sæsonens mest bemærkelsesværdige præstationer. Filmtalentet Mikkel Boe Følsgaard gør sig også positivt bemærket med nogle originale og modige bud på en vanskelig rolle. Og så har både Laura Bros og Signe Egholm Olsens Carmen mere saft og kraft end den Carmen, man møder på Bellevue Teatret i øjeblikket.

Selvom NERO bestemt ikke er en let forestilling for enhver smag, så hører den til blandt teatersæsonens mest spændende udfordringer.