★★★★★☆
MARIE-LOUISE
★★★★★☆
Årets tillløbsstykke på Zürich filmfestivalen er en 71 år gammel men langt fra glemt Oscar-vinder om en lille pige, der bliver krigsflygtning.
“- Vi må indrømme successen er kommet noget bag på os. Derfor har vi også arrangeret en ekstra visning, som også allerede er udsolgt.”
Sådan siger en af arrangørerne bag Zürich filmfestivalen, der netop har haft premiere på en nyrestaureret digitalkopi af “Marie-Louise” (i sin samtid også kendt som “Livets parade”).
“Marie-Louise”, der er instrueret af østrigeren Leopold Lindtberg, beretter i hjerteskærende billeder historien om en lille pige, hvis barndomshjem bombes under 2. verdenskrig, hvorefter hun må flygte til Schweiz for der at flytte ind hos en plejefamilie.
Da filmen kom frem i 1944 efter diverse produktionsmæssige vanskeligheder synes den næsten at foregribe krigens afslutning, og de konsekvenser den kunne få – ikke mindst for børn. Samtidig rummer “Marie-Louise” scener, som peger frem mod den italienske neorealisme, der skulle præge filmbranchen fra midten af 40erne og fremover:
Billeder af familier, som trasker afsted med alle deres egendele på trækvogne. De voksne, der taler om krigens gru, mens de naivt tror, at barnet intet hører. Barndomshjemmet, som knuses for øjnene af en lille pige, der er alene i huset.
Helt sensationelt blev denne schweiziske produktion belønnet med en Oscar for sin historie, noget man aldrig tidligere havde oplevet. Og på trods af momenter, der leder tanken hen på gamle folkekomedier, samt en god portion sentimentalitet, rummer filmen en kerne af sandhed. Den får formuleret noget stort og rigtigt om at miste og finde, og om værdien af medmenneskelighed i en krigssituation, der gør den mere aktuel end nogensinde. Selv den danske film “Krigen”, der også vises hernede, synes at blegne ved sammenligning.
Inden visningen af “Marie-Louise” fik vi lov at se en bid fra datidens “news reels”, der netop omhandlede disse flygtningebørn og som understregede, hvor tæt på virkeligheden historien om “Marie-Louise” faktisk var – og er. Oscar-statuetten, der normalt kan besigtiges hos filmselskabet Filmpodium, havde også fået lov at komme lidt ud, og man havde tilmed fundet en optagelse af Richard Schweizer, der fra sin skrivemaskine takker for Oscar’en.
Efter Oscar-triumfen modtog Schweizer et væld af Hollywood-tilbud og vandt faktisk endnu en Oscar for en amerikansk film med beslægtet tema. “Et Barn eftersøges” (“The Search”) af Fred Zinnemann (“Herfra til Evigheden”, “Sheriffen” m. fl.) skaffede desuden en ung Montgomery Clift et kunstnerisk gennembrud og den lille Ivan Jandl en miniature Oscar.
For Josiane Hegg blev rollen som “Marie-Louise” hendes livs rolle. Fremfor alt virkede hun behageligt fri for det effektivt selvnuttede, som f.eks. havde kendetegnet Hollywoods største barnestjerne, Shirley Temple. Josiane Hegg forstod at formidle den stilfærdige dybe sorg, som også et barn kan bære rundt på, og som selv 71 år efter kan få tårerne til at trille i en propfyldt biografsal.
