THE SUIT

★★★★★★

Peter Brooks er navnet på en af de helt store instruktører, kendt for filmen "Fluernes herre" samt den danske co-produktion "King Lear" med Bodil-vinderen Paul Scofield, Irene Worth og Annelise Gabold. Peter Brooks synes uløseligt forbundet med pariserteatret Bouffes du Nord, som han i midten af 80erne reddede fra at lukke sammen med Jeanne Moreau i hendes legendariske comeback-forestilling om tjenestepigen Zerline.

30 år efter gæsterspiller et andet værk fra Bouffes du Nord på Aarhus Teater, og selvom den 90-årige Brooks denne gang deler æren med Marie-Hélène Estienne og Frank Krawczyk, bærer THE SUIT i udpræget grad Brooks’ signatur.
Historien om den utro kvinde, der af sin mand tvinges til at behandle hendes elskers efterladte jakkesæt som en gæst, fortælles med en afklaret ro, der er forbilledlig.

Enkeltheden bliver aldrig banal, og perspektiverne rækker langt ud over det sydafrikanske univers, vi befinder os i, og som Aarhus Teater har valgt at understrege med næsten ubærlige varmegrader i salen.

Temaet undertrykkelse bliver ikke kun et fænomen fra parforholdet, og forfatterne Barney Simon, Can Themba og Mothobi Mutloatse får med støtte fra Brooks og co. antydet (race-)politiske paralleller i vor tid.

Den udsøgte musikledsagelse omfatter ikoniske sange som Billie Hollidays "Strange Fruit" og Nina Simones "A New Day" diskret serveret af tre eminente musikere på bl.a harmonika, trompet, guitar og klaver.

Cherise Adams-Burnett formår at løfte den tunge musikalske arv med sin ligefremme intense sangstil velsignet med blødende smukke klange.

Såvel hun som de to øvrige hovedrolleindehavere Jared McNeill og Ery Nzaramba virker som sublime repræsentanter for Brooks’ grundtanke om ikke at spille men at være. Kun når musikerne og skuespillerne som her skruer ned for egoerne og lader ordene træder i forgrunden, opstår den sublime kunst. Derfor bliver THE SUIT trods sin lidenhed et af årets mest bemærkelsesværdige teatergæstespil.