★★★★★☆
Det danske publikums kærlighedsforhold til Alvin Aileys amerikanske danseteater er tilsyneladende evigt og gensidigt. Få udenlandske kompagnier virker i al fald så imødekommende både under og efter dansene. Og med Tivolis ret forrygende Big Band i ryggen har man da også al mulig god grund til at smile i taknemmelighed.
Det generøse program strækker sig over mere end to en halv time, men så får vi også to pauser til at nyde den sidste sommer sol foran Tivolis Koncertsal.
I første del (“Night Creature”) udforsker de toptrænede dansere kroppens muligheder i en lille movement-serie efterfulgt af en moderne Pas de Duke – naturligvis til musik af Duke Ellington. Seje Jacqueline Green og søde Antonio Douthit-Boyd ligner muligvis ikke et par, men deres bevægelser synes perfekt afstemt til hinanden.
I “The River” danses der både i rundkreds og på linie – og atter engang imponeres man over dansernes adræthed. Også selvom de lyseblå kostumer virker mere nuttede end godt er – hvis man tager dobbeltbetydningen i ordet “blue” i betragtning. De melankolske jazztoner indikerer også noget mørkere og mere mystisk er på spil.
Men også denne gang bliver det tredje og sidste del (“Revelations”), der for alvor blæser publikum omkuld. Kombinationen af godspel og Alvin Aileys moderne dansetraditioner giver denne del et format, der fortæller os noget essentielt om rigdommene i amerikansk kulturliv.
Selvom man har set ensemblets glansnummer “Bosom of Abraham” et utal af gange, er det også denne gang en fest, og den efterfølgende stående ovation en selvfølgelighed. Man så gerne lidt mere fornyelse og vildskab i de første to dele, men ingen skal få lov til at pille ved den finale! Vigtigst af alt – kom snart igen!
