BOGTYVEN

★★★★☆☆

Brian Percival er navnet på den Emmy-belønnede instruktør, der er medansvarlig for øjeblikkets bedste TV-serie “Downton Abbey”. Af samme årsag har forventninger til hans fimatisering af den populære roman BOGTYVEN været enorme.

BOGTYVEN præges da også af en ganske udsøgt fornemmelse for de rent produktionsmæssige detaljer. Vi oplever Tyskland før og under 2. verdenskrig – set fra en lille adoptivpiges synsvinkel – gengivet i smukt komponerede billeder af fotografen.

Men det virker sært gammeldags, når tyskerne taler engelsk indbyrdes, og portrætterne af diverse naziofficerer synes også at høre en anden tid til. Det er muligvis også derfor, at man kommer til at tænke på “The Sound of Music”, hvor den ældste datter iøvrigt hed Liesel – ligesom hovedpersonen i BOGTYVEN.

Men heldigvis kompenserer spillet for en del. Lille Sophie Nèlisse er god som Liesel og Nico Liersch synes ligefrem glimrende som hendes loyale ven Rudy. I rollerne Liesels plejeforældre har Geoffrey Rush og Emily Watson både lune og styrke.

John Williams, der bl.a. skrev den uforglemmelig musik til “Schindlers liste”, leverer en nydelig musikside, som han vanen tro blev Oscar-nomineret for. Musikken knytter bånd tilbage til klassiske Hollywood-film med musik af den legendariske filmkomponist Max Steiner, og det er næppe tilfældigt af den jødisk dreng, som Liesl og hendes plejefamilie holder skjult rent faktisk hedder Max Steiner.

Filmens længde – over to timer – gør den desværre til en udfordring for de lidt større børn, som ellers kunne have glæde af at se en film af denne type. Men man bør tage udfordringen op – for BOGTYVEN fremstår som en gennemført vellavet film.