★★★☆☆☆
Den nyuddannede skuespiller Kristoffer Eriknauer har skrevet en lille personlig 40-minutters monolog, som han selv spiller hovedrollen i på Teater V, der selv står anført som co-producent i samarbejde med Copenhagen Pride.
Kristoffer Eriknauer lægger ud med at agere TV-vært i serien "Det store mobbeshow" med sig selv som vært. Det synes dog ikke at være synderlig forskel på de to karakterer, bortset fra tøjet, og man undrer sig over, at den unge skuespiller ikke har udnytte chancerne for i høje grad at vise sin dramatiske spændvidde. Hvad skal vi ellers med den ramme, hvis han bare skal stå og storsmile to gange i træk?
Heldigvis for ham og for os kommer der snart noget mørke i historien. Her formår Kristoffer Eriknauer at formidle en ganske rørende beretning om den mobning, han blev udsat for som barn på grund af den homoseksualitet, han selv fornægtede af frygt for at virke unormal. Størst indtryk gør dog historien om en pige, der bliver mobbet i et elevblad i en sådan grad, at hun må skifte skole. Kristoffer var tilmed venner med dem, der skrev det.
Kristoffers eget selvværd fik dog et boost efter at han havde tæsket den førende mobber, og her tænker man, om det virkelig skal være løsningen på mobberiet? Kristoffer får heldigvis antydet, at mobberens egen selvværd næppe har været for højt, men alligevel fremstår volden som en uimodsagt løsning på konflikten – og det er vel næppe et sundt budskab at rejse rundt med til unge mennesker? Det gør blot ofret til voldsmand.
Forestillingen kunne med fordel have brugt øjne udefra i form af en instruktør, for en dramaturgisk konsulent er åbenbart ikke altid nok.
Man glæder sig i al fald over, at mobberiet i det mindste også har udløst en form for empati med andre ofre hos Kristoffer. Men budskabet om, at man bare skal turde være den, man er, virker en smule hult, for var det ikke bare, hvad den homofobiske Emil gjorde? Og mon tæskene har ændre den holdning, bare fordi han stoppede med at mobbe?
For Kristoffer Eriknauer gik det heldigvis bedre, og han behøvede inden længe hverken at slikke fisse eller lyve om sine evner på den front. Han fik mod til at optræde i skamløs homo-stil med en banal popsang fra "Askepop", en sød men også rigelig selvnuttet afslutning på forestillingen.
Vennerne var dog på plads i Teater V, og allerede inden den første replik var faldet, boblede publikumsrækkerne af begejstring. Man ville ønske, at disse venner havde taget nogle mere kritiske briller på til en tidlig gennemspilning, så nogle af forestillingens problemer kunne været blevet rettet inden premieren. For der er muligheder både i formen, i teksten og navnligt i Kristoffer Eriknauer. Muligheder som forhåbentlig bliver grebet engang ude i fremtiden.
(Michael Søby)
