★★★★☆☆
Peter Langdal er en af vore absolut største iscenesættere i de sidste 50 år, og vel nok den mest indflydelsesrige. Ingen kan som han skabe liv på en scene, og indenfor den sidste måned har han formået at gå tilbage til to af sine tidligere opsætninger og forny dem.
Hans sprudlende Stephen Sondheim-musical "Into The Woods" har aldrig været bedre, og nu fremstår hans opsætning af TOSCA fra 2004 også langt mere passioneret end ved premieren. Med Line Kromann som instruktør ved genopsætningen har Peter Langdal tydeligvis haft en kyndig samarbejdspartner og denne gang står historien i TOSCA klarere end nogensinde – flot indrammet i Karin Betz med rette blodrøde scenografi understøttet af Jesper Kongshaugs præcise lysdesign.
Det er ikke første gang, at sopranen Maria Pia Piscitelli synger og spiller rollen som TOSCA, men hun har en glød i stemme og krop, der gør hende til forestillingens naturlige midtpunkt. Niels Jørgen Riis, der sang partiet som Mario ved premieren, har også lidenskab i sin gyldne røst og man synes at ane ilden i hans blik selv fra 11. række.
Der skal nok være dem, der synes, at disse to prægtige kunstnere er blevet for gamle til deres roller, men den slags er altså fuldstændig ligegyldigt, når karaktererne formidles med ægte passion og en god portion humor som her. Kærlighed har altså ingen alder.
Dramaet bliver tilmed mere komplekst, når skurkerollen som Scarpia varetages af en fyrig frækkert som Jens Søndergaard, der samtidig minder os om, at Me Too-begrebet burde havde eksisteret for mange år siden. Nævnes bør også Frederik Bjellsätter som en herlig slibrig Spoletta.
Københavns Drengekor, Det Kongelige Operakor og Det Kongelige Kapel finder en fin balance med Rafael Payare som overordnet ansvarlig for den musikalske ledelse. Atter må man konstatere, at Giacomo Puccinis musik kan man simpelthen aldrig blive træt af at lytte til.
(Michael Søby)
