★★★★☆☆
Når Francois Ozons navn står på filmplakaten, så er det tilstækkelig grund til at gå i biografen. Ikke nok med, at han er en følsom og intelligent instruktør, der altid får det bedste frem i sine skuespillere, men ligesom de store mestre som Ingmar Bergman og Woody Allen, så er han mindst ligeså dygtig til at skrive manuskripter og giver altid sine skuespillere noget ordentlig materiale at arbejde med uanset rollernes størrelse.
I ALT GIK GODT har får den tidligere teenagestjerne Sophie Marceau langt om længe lov til at bevise, at hun er blevet en voksen skuespillerinde efter flere årtier, hvor hun primært har fungeret som blikfang.
Hun står tilmed overfor en fransk films store mestre, André Dussollier, der debuterede med bravour i Francois Truffauts "En dejlig pige som dig", og siden har forgyldt franske filmklassikere som "Et hjerte af sten", "On connaît la chanson" og "Officerernes værelse" med 3 César-priser til følge. Han medvirkede også i Henning Carlsens franske film "En lykkelig skilsmisse" overfor Bodil-belønnede Anne-Lise Gabold.
Som den imposante fader, der pludselig mister sine sansers fulde brug, yder han en monumental præstation, og Charlotte Rampling er ikke mindre fremragende som hans kølige hustru, der selv har sit at kæmpe med. I sine få scener er også den store Fassbinder-skuespillerinde Hanna Schygulla fuldstændig afklaret i sit spil som kvinden, der indvilger i at bistå faderen, så han kan gøre en ende på sin tilstand.
ALT GIK GODT formår at få os til at se på aktiv dødshjælp på en ny og mindre emotionel måde end f.eks. den spanske "Mit indre hav", og det afkræver respekt. Francois Ozons film fremstår komplet usentimental, men formår både at røre og ruske op i ens egne fordomme.
