★★★★★☆
Fredericia Teater er tilbage og overrasker med en drøncharmerende børnemusical, som fjantede voksne – og dem er vi mange af i dette land – også kan have udbytte af.
DE TRE SMÅ GRISE ("The Three Little Pigs") byder på ørehængende musik af komponisten George Stiles samt en mild og morsom libretto af Anthony Drewe. De tre små grise hedder Schwein, Nee og Stig, og som deres mor møder vi Bjørg Gamst, der kan fejre 10-års jubilæum som musicalperformer og som spillet en betydelig rolle i Fredericia Teaters udvikling og overlevelse bl.a. som administrerende direktør.
Den debuterende Thor Vestergaard, som vi snart skal se i en hovedrolle i "Shu-Bi-Dua – The Musical", illuderer som den tungnemme gryntende Schwein, og vi får en velkomment gensyn med Nanna Rossen (Reumert-talentprisvinderen fra "Hairspray") som den kække miljøbevidste Nee. Jacob Damsgaard Ditlev fremstår som den kvikkeste af grisene, og bygger da også et hus af sten.
Forestillingens stjernebirolle tager Lars Mølsted sig af, og den tidlligere klokker fra Notre Dame viser her en mere rocket og humoristisk side af sit talent.
Iscenesætter Mads M. Nielsen har fundet sit indre legebarn frem og børnene elsker de sjove dyr, inklusive sidebalkonens særlige flok, der tilsammen udgør et velspillende orkester.
Talentmassen er således atter til stede på Fredericia Teater, så må man håbe, at publikum og investorer også finder vej.
(Michael Søby)