★★☆☆☆☆
Dramatikeren Marie Bjørn blev Reumert-nomineret for sin gennembrudsforestilling "Apokalypse" på Teatret Momentum i Odense. Hendes seneste stykke GALATHEA3000, der har premiere på Mungo Park i Allerød, er bestemt ikke uambitiøst, men desværre ikke vellykket.
Stykket synes bl.a. inspireret af "Forvandlinger" ("Ovids Metamorfoser"), hvor Galathea fremstår som en idealkvinde – skabt i elfenben af den cypriotiske konge Pygmalion, der havde fået nok af de lastefulde kvinder. Historien ligger også til grund for George Bernard Shaws klassiker "Pygmalion" (filmatiseret i 1938 med Leslie Howard og Wendy Hiller), og Shaws stykke blev grundlaget for Alan Jay Lerner og Frederick Loewes hovedværk "My Fair Lady", som i 1964 blev filmatiseret med Audrey Hepburn og Rex Harrison.
I begge tilfælde fortælles historien set fra mandens synsvinkel, mens Marie Bjørn forsøger at se historien fra kvindens vinkel. Men hvor både "Pygmalion" og "My Fair Lady" rummede rigt facetterede karakterer, så kører GALATHEA3000 i samme spor i godt halvanden time – som en risset plade.
Det er først og fremmest synd for skuespillerne. Ellaha Lacks indsats som Galathea er en kraftanstrengelse, der var en bedre forestilling værdig. Sjovest i starten, hvor hun med dukke-attitude gradvist forvandles til menneske. Men pointerne – hvor relevante de end måtte være – bliver trukket ud til det ulidelige. Tydeligst i scenen, hvor Galathea skal genfortælle alle mandens historier. Det går sædvanligvis kvinderne rigtig dårligt i disse historier, der er hentet fra Operaens verden, men det har vi sådan set forstået efter to-tre eksempler. Alligevel skal vi have henved ti – og det er symptomatisk for hele forestilling.
Om dramatikeren ikke har fået den tilstrækkelige dramaturgiske hjælp eller om hun blot har fået lov til at køre sit eget løb, kan være svært at afgøre. Nogle flere karakterer på scenen, der kunne tilfører denne udgave en større kompleksitet, havde sikkert også hjulpet.
Nu må stakkels Zaki Nobel Mehabil tage til takke med at fremstille Pygmalion som et skvat af et bløddyr, der aldrig giver Galathea kvalificeret modspil – og dermed bliver hele kønskampen ganske uinteressant. Men i det mindste får Zaki Nobel Mehabil lov til lufte sin smukke sangstemme.
De bevægelige lysende metalmoduler, der udgør en væsentlig del af Mikkel Rostrups scenografi, udnyttes også kyndigt af iscenesætteren Anders Lundorph, men redde forestillingen kan han ikke.
(Michael Søby)
