MIO, MIN MIO

★★★★☆☆

Astrid Lindgrens elskede klassiker "Mio, Min Mio" blev sidste år en stor succes på Odense Teater i en ødsel men også ret dyster udgave, som især var velegnet til store børn.

På Teatret Zeppelin i den københavnske bydel Vesterbro er poesien i højere grad i fokus, og det gør den særdeles velegnet til de mellemstore børn.

Iscenesætter Amanda Linnea Ginman har sammen med scenografen Aleksandra Laura Lewon skabt en enkel men alligevel eventyrlig verden – godt hjulpet af Lauréline Gormsen Démonets imponerende fantasifulde dukker.

Patrick A. Hansen og Anton Hjort er begge sympatiske bekendskaber som Mio og vennen Jum-Jum, og vi hepper gerne på dem hele vejen.

Nis Bank-Mikkelsen forgylder hver eneste replik på lydsporet som den gamle konge, og både Laura Skjoldborg og Mie Brandt får maksimalt ud af hver eneste birolle i handlingen.

Resultatet bliver en både smuk og harmonisk børneforestilling, som luner i hjertekuglen længe efter den er forbi. Små fem kvarter viser sig også at være del helt rigtige længde netop til denne målgruppe.

Man føler sig desuden helt tryg og godt tilpas i teatret – selv i en corona-tid, fordi der tages hensyn til alle på en venlig og ubesværet måde.

(Michael Søby)