★★★★☆☆
Den nyligt Reumert-belønnet Johanne Louise Schmidt blev af cphculture.dk kåret som sæsonens skuespillerinde 2016/17 for sin uforglemmelige præstation i "Personer, steder, ting" af Duncan Macmillan. Nu er dramatikeren atter aktuel herhjemme takket være et samarbejde mellem Odense Teater og Nørrebro Teater om forestillingen ALLE GODE TING med Frank Thiel som midtpunkt.
I "Personer, steder, ting" gav Macmillan et flæsende portræt af narkomisbrug, og denne gang stiller han skarpt på et andet tabubelagt emne, nemlig selvmord.
Midt på Nørrebro Teaters scene omgivet af ca. 30 publikummer beretter Frank Thiel en fortælling om en dreng, der vokser op med en sindslidende mor og en far, der søger tilflugt i musikkens verden. Der opstår derfor et behov hos drengen for at holde fast i ALLE GODE TING, og derfor påbegynder han en liste, der kommer til at følge ham resten af livet.
Publikum bliver inden forestillingen tildelt ord eller rekvisitter, som man på et givent tidspunkt i handlingen skal læse højt eller give til skuespilleren, og denne form gør, at det, der på papiret kunne ligne en monolog, får en mere dynamisk form.
Med et imponerende overblik og sikkerhed veksler Frank Thiel mellem almindelig tekstformidling og samspil med publikum i Tom Jensens flydende iscenesættelse. Vi griner en del undervejs, men smerten kommer alligevel snigende. Helt derned hvor "Selvmordets anatomi" nåede på Republique i forrige sæson, kommer vi dog aldrig, men det synes heller ikke at være ambitionen.
ALLE GODE TING har derimod en "feel good"-kvalitet, der i passager kan synes (for) pædagogisk, men som i al fald ikke efterlader publikum triste. Modsat Goethes "Den unge Werthers lidelser", der også inddrages i forestillingen, vil teksten næppe blive beskyldt for at foranledige selvmord, snarere tværtimod.
Men måske er forestillingens største kvalitet, at den vil lindringen – trøsten til de efterladte. Selvom vi fornemmer i Frank Thiels spil, at man aldrig helt kommer sig over, når en af de allernærmeste begår selvmord, så aner vi dog håbet.
(Michael Søby)
