★★★☆☆☆
Jeanett Albeck er tilbage på Teater Republique, hvor hun skabte sin Suzanne Brøgger-forestilling, der overraskende indbragte hende Teaterpokalen. Nu er hun tilbage med endnu et ekspressivt frontal angreb på publikum – med udgangspunkt i egne oplevelser.
Jeanett Albeck har oplevet lidt af hvert. Hun er blevet ekskluderet af Tinder, har fået diagnosen ADHD, fantaseret om at æde lort og blevet voldtaget i et black-out.
Nu står hun på Republiques store scene i scenografen Victoria Linds særegne drypstenshule, hvor hun smører sig ind i slim, bader og kommer i nærkontakt med en blæksprutte. Hvis hun da ikke synger egne sange med kælen stemme støttet af Gro alias Julie Møller Christiansen.
Iscenesætteren Gunilla Lind er lykkedes med at skabe et specielt univers, men der bliver aldrig rigtig klart, hvad vi skal med Jeanett Albecks ordP Higer hun efter empati eller accept? Skal hendes ekstremiteter normaliseres? Eller er det et desperat forsøg på at redefinere, hvad det vil sige at være kvinde anno 2022?
I sangen "Søster", den eneste, hvor hendes pseudo-sensuelle sangstil ikke skygger for teksten, fornemmer man ikke bare en ægte kærlighed til et menneske af samme køn, men også, at Jeanett Albeck faktisk godt kan skrive.
Men indpakningen stjæler generelt opmærksomheden fra oprigtigheden og alt, hvad vi kan se, er en foruroligende selvudlevering. Et eventuelt budskab fortaber sig i billeder af slim og lort.
Der skal nok være ekstremistiske feminister, der synes, at de har være vidne til en åbenbaring, men bestemt også andre, der vil opleve forestillingen som en slem gang "Kejserindens nye klæder".
(Michael Søby)