JESUS CHRIST SUPERSTAR

– 50 ÅRS JUBILÆUMSKONCERT

★★★★★☆

Det kan ikke ha’ været let i en coronatid at iscenesætte dette jubilæumsshow i anledningen af 50–året for pladeudgivelse af, hvad der skulle blive verdens første teaterkoncert: Rockmusicalen JESUS CHRIST SUPERSTAR.

Men trods lidt knas med lyden på premiereaftenen og en rigeligt fornuftig scenografi, der i starten næsten forhindrede publikum i at se orkestret og de første solister, så sejrede musikken i sidste ende.

Danmarks Underholdningsorkester under ledelse af Andreas Vetö formåede at løfte værket, som rent musikalske kan betegnes som Andrew Lloyd Webber og Tim Rices første hovedværk.

Som det første ikke-engelsksprogede land fik Danmark lov til at opføre en professionel udgave af musicalen i 1972 på Falkoner Teatret. Selveste Ingrid Bergman deltog i premieren, da hendes mand var producent på forestillingen. På scenen kunne man blandt andre opleve Eddie Skoller, Ann Liza, og – i sin gennembrudsrolle som Judas – Allan Mortensen.

Næsten et halvt århundrede efter står samme Allan Mortensen alene på scenen, da tæppet går op til JESUS CHRIST SUPERSTAR – 50 ÅRS JUBILÆUMSKONCERT på Det Kongelige Teaters Gamle Scene. Efter en kort intro kan koncerten gå i gang – i øvrigt med en stadig velsyngende Allan Mortensen i rollen som Annas.

Christoffer Brodersens force som musical-performer har altid været den både rå og flotte sangstemme, og derfor er han sjældent komme mere til sin ret end som Jesus i denne teaterkoncert. Erann DD viser at være både dramatisk og sangligt i storform som Judas, og Fallulah giver sit eget sarte og stærkt personlige bud på Maria Magdalene. Martin Brygmann, der alt for ofte fjoller i stedet for at spille, er slet ikke ueffen som Herodes, selvom man unægteligt har set rollen spillet og sunget med større gennemslagskraft.

Charmetrolden Tim Schou er nuttet som Simon, og Bjørn Fjæstad låner sig magtfulde stemme til rollen som Pontius Pilatus. Forestillingens mest karismatiske præstation bør dog tilskrives Cavin Cornwall, og han har da også allerede får en pris for sit spil som Caiaphas i London-opsætningen.

JESUS CHRIST SUPERSTAR – 50 ÅRS JUBILÆUMSKONCERT er en passende hyldest til et banebrydende værk, der ved sin fremkomst vakte enorm opsigt. Det gør det heldigvis stadigvæk.

(Michael Søby)