★★★★☆☆
"Sorg er kærlighedens pris" sagde Johannes Møllehave engang, og den sandhed ramte Saybia-forsangeren Søren Huss, da han for altid mistede sin elskede i en trafikulykke.
TROEN OG INGEN, Søren Huss’ første dansksprogede solo-CD, omhandler dette definitive tab og danner grundlag for den musikforestilling, der p.t. afslutter sin landsturné på Hippodromen, Folketeatret efter et succesfuldt forløb på Svalegangen i Aarhus.
TROEN OG INGEN er en dyster sag, men også med flere tragi-komiske momenter. F.eks. omhandler rammehistorien et opkald fra en dyreværnsforening angående en rykker i forbindelse med den afdøde kærestes abonnement.
Grå kasser danner til sammen en mur, men indeholder også minder om den afdøde, og vi mærker, at man både kan have behov for at skille sig af med ting, der har tilhørt afdøde, fordi minderne bliver for smertelige, men senere også lysten til at ære afdøde f.eks ved at forny abonnementet til en dyreværns-forening.
Iscenesætter og forestillingens idemand Per Smedegaard har fået lov til at benytte sig af Søren Huss’ tekster og musik, og behandlingen af materialet er sober hele vejen.
Enkelte steder løber følelserne af med de medvirkende (og iscenesætteren?), og det gavner ikke forestillingen af den i de passager får strejf af sentimentalitet. Man tvivler dog aldrig på oprigtigheden bag, og Jeanette Munzerts manuskript er repektfuld i forhold til forlæget. Unge Albert Stein Ankerstjerne har også en sårbar naturlighed, der låner troværdighed til oplevelsen.
Men desværre havde en skoleklasse vovet sig i teatret uden at vide hvordan man burde opfører sig, og de forstyrrede hyppigt med lysende mobiltelefoner, tekstbeskeder etc. Kort sagt: De kedede sig, og det bør da også understreges, at TROEN OG INGEN ikke er noget børneforestilling.
Det ville dog være dejligt, hvis også Folketeatret gjorde en indsats for, at mobiltelefoner ikke blot var lukkede under forestillingerne, men at de også blev i lommerne.
(Michael Søby)
