★★★★★☆
Ofelia Pladsen – foran Skuespilhuset og overfor Operaen – er hurtigt blevet et yndet udflugtsmål for københavnere og turister. Det vrimler allerede med kulturtilbud derude, men det kræver også en øget co-ordinering af diverse kulturbegivenheder. Det er således ikke fair, at premieren på COPENHAGEN SUMMER DANCE 2019 skal hæmmes af dunkende basrytmer bagved publikumsrækkerne, når forestillingen tilmed kun tager en time. Her ville man ønske, at de fremmødte kulturpinger brugte mindre tid på at holde floskeltaler og mere tid på rent faktisk at sikre ordentlige forhold for den kultur, de åbenbart sætter så stor pris på.
Men det var også eneste minus denne lune eftermiddag, der blev indledt på herligt flabet vis af Ioannis Mandafounis og hans imponerende solo "Exhausted". Cellisten Brice Catherin spiller på to forskellige buer for at udfordre vores ører samtidig med at vores sanser skærpes omkring hans dynamiske dans.
Dansk Danseteaters kunstneriske leder Pontus Lidberg forkæler os med en mere klassisk inspireret ballet til Samuel Barbers smukke strygermusik. "Daybreak" danses fortræffeligt af Ida Praetorius, vores fineste kvindelige danser lige nu, og den prægtige Ulrik Birkkjær, der efter nogle fine år på Det Kongelige Teater nu er tilknyttet San Francisco Ballet.
Højdepunktet denne eftermiddag bliver dog "The Hill" af den hyppigt prisbelønnede koreograf Roy Assaf. Tre sublime dansere fra Assafs ensemble formidler med humor og nysgerrighed den søgende koreografi, der hele tiden finder nye detaljer i de dramatiske udtryk. Musikalsk spænder værket fra israelsk militærmusik til "I Startede a Joke" med Robin Gibb,, og der er langt imellem. Men den fænomenale Ron Cohen og hans kolleger formår alligevel at binde det hele sammen til en fortryllende teaterleg med alvorlige undertoner.
Premiereeftermiddagen blev rundet af med "River", et noget defust men alligevel opløftende værk af Pontus Lidberg med Dansk Danseteaters uforligne ensemble i fuld udfoldelse. Hvor Maria Ipsens kostumer til "Daybreak" var skabt i en sval afdæmpet stil, der afspejlede musikken, fremstod de her som en farveglad malers kanvasser. Nils Frahms elektroniske "Says" udgjorde en boblende musikalsk baggrund for dette stykke work-in-progress. Det lover godt for fremtiden.
(Michael Søby)
