JÆGERSPRIS REVYEN 2019

★★★★☆☆

En splinterny professionel revy har set dagens lys i Jægerpris med bedemandens 19-årige søn Lukas Birch som direktør. Det kan lyde som en vittighed, men i JAS-teatrets hyggelige lokaler på Møllevej må man konstatere, at det er en ualmindelig flot debut for den unge direktør, der også fungerer som scenograf, medforfatter og skuespiller.

Han har også fået god hjælp af den erfarne iscenesætter Michel Castenholt, der sørger for at tempo og timing er i orden samt fra kapelmester Christian Dahlberg, der kan kunsten at lyde som et helt orkester.

Også forestillingens kostumer og parykker sidder lige i skabet, som når Lucas Birch viser talent for at spille kvinde – hvadenten hun hedder Bitten eller Thyra Frank.

Men det er naturligvis den Dirch-belønnede Anne Karin Broberg, der med sin store erfaring må trække det største læs på scenen. Hun er overvældende veloplagt som dorsk ekspeditrice i Vase og Fuglsangs "Har du ikke et kort?" og brillerer overdådigt som Tessi og Gyrithe i to glimrende tekster af Carl-Erik Sørensen: Dels som forkælet spritstiv udenlandsdansker, der vender hjem til et Danmark strippet for sociale goder, og dels som lidet smilende festarrangør.

Resultatet bliver en beskeden men velfungerende revy, som Jægerpris og omegn gør klogt i at bakke op om. Tænk hvad det kan udvikle sig til.

(Michael Søby)