★★★☆☆☆
Canadieren Paul Anton Smiths dokumentarfilm blev ikke udtaget til Toronto Film Festival, men dukkede i stedet op på London Film Festival, hvilket giver god mening. For der er klip fra flere britiske film end canadiske i denne monagefilm om selve biografoplevelsen via klip fra over 100 spillefilm fra hele verden.
Som arbejdsindsats har det givet været lidt af en udfordring og især filmens første og sidste kvarter er faldet heldige ud. Det er grundlæggende sjovt at se eller gense disse klip fra historiens perle og makværker, men da klippene oftest er korte (hvilket meget vel kan være et spørgsmål om rettigheder) og spilletiden på over to timer, undgår man ikke at blive udmattet.
Det giver dog god mening, at netop et Cinematek viser viser filmen, også det danske eftersom der både vises klip fra Carl Th. Dreyers stumfilm om Jeanne D’Arc og fra en Frank Hvam-komedie!
Man kan mene, at Paul Anton Smith udelukkende stjæler fra andre for at lave sin film og til sidst i filmen ser vi da også et klip af en lille dreng, der stjæler et still-foto fra filmen om "Den store mand" ("Citizen Kane"). Paul Anton Smith er selvbevidst mht. til sit tyveri, og når han først er kommet sig over sin forkærlighed for amerikanske A og B-film samt de obligatoriske europæiske klassikere, har han egentlig ikke meget af byde på.
Hans film fremstår desuden meget mandlig og heteroseksuel. Mændene forelsker sig primært i kvinder og beholder tøjet på, men kvindebryster og nedsættende ord om homoer får plads i filmcollagen. Stærke kvinder som Katharine Hepburn, Bette Davis, Jeanne Moreau og Anna Magnani får slet ikke den plads i filmhistorien, de fortjener, for denne udlægning af filmhistorien har desværre ikke det fornødne åndelige vingefang.
