★★☆☆☆☆
Man forstår sådan set godt, hvorfor en jury har været fristet af at se et stykke som JOHN LENNON ER DØD opført. For historien fremstår mere grotesk end noget andet i denne sæson og dramatikeren Sophie Zinckernagel mangler tydeligvis ikke vovemod.
Uforfærdet lader hun John Lennon og Thomas Blachman ankomme til den samme bar, der bestyres af en engel med stripperstang. Også den efterlyste 19-årige Fanny Viola Rose-Mynte Maria Christoffersen Kristensen Hansen dukker op – med snitsår på håndledet. Hun føder et særdeles robust og livsdueligt barn, eller er det John Lennon, som hun pludselig har byttet identitet med efter de begge er blevet skudt…
Dramatikeren fortaber sig undervejs i det rene vrøvl, og den effektorienterede tekst synes primært at have til opgave at teste de medvirkende skuespilleres frygtløshed. Som dramatik betragtet virker den nemlig noget nært katastrofal, men en vis underholdningsværdi kan man bestemt ikke fratage denne både odiøse og bizarre komedie.
Instruktøren Emil Hansen har tilsyneladende i desperation sat alle de voksne skuespillere til at overspille vildt og kun Charlotte Munksgaard synes for alvor at mestre denne kunst som den godt brugte dansedulle bag bardisken.
Peter Zandersen har dog fine detaljer i kropssproget som Thomas Blachmann og Anna Stokholm bekræfter det talent, som allerede var synligt i "Detaljer", der gæstespillede på Hippodromen under Cph Stage 2018.
Piroska Eulalia Avila Ingemann synger smukt en passende lavmælt udgave af "Imagine" og Gerard Carey Bidstrup grimasserer ivrigt som John Lennon.
JOHN LENNON ER DØD kan ses som en forestilling om et håb, der imod alle odds nægter at dø. Men at betragte stykket som lovende dramatik forekommer noget nært håbløst.
(Michael Søby)
