★★★★★☆
At en svensk film åbner Toronto Film Festival er bestemt ikke hverdagskost. men det kører virkelig for svensk film i øjeblikket. I Cannes sejrede THE SQUARE med danske Claes Bang i hovedrollen og i Toronto byder man på storfilmen BORG om den legendariske tennisspiller af samme navn.
Det er virkelig lykkedes for danske Janus Metz at afspejle Björn Borgs personlighed i filmens æstetik og selvom det fra starten fastslås, at Björn Borg og John McEnroe var så forskellige som to mænd kunne være, viser filmen også, at de måske ikke var så forskellige endda.
Begge bar de på traumer fra barndommen, og for begge tjente tennissporten som afløb for de indre dæmoner. Hvis John McEnroe opførte sig mest egocentrisk på tennisbanen, får man dog en fornemmelse af, at Bjôrn Borg snarere var en prøvelse i privatlivet.
Sverrir Gudnason fanger på diskret vis kompleksiteten i Borgs sind, og Shia Laboeuf forekommer godt placeret som den rebelske McEnroe. Tuva Novotny er overbevisende som kæresten, der udmærket ved, at hun aldrig bliver førsteprioriteten i hans liv, og Stellan Skarsgård har både tyngde og varme som Borgs trofaste træner og ven.
Som den purunge Borg ser man desuden Björn Borgs egen søn Leo, og ligheden er da også slående.
Metz leger dygtigt med kontrasterne i de to duellanters liv, og kulminerer i den Wimbledon-finale, der kan skaffe Borg hans femte Wimbledon-triumf i træk. Selv når man kender resultatet virker disse scener så medrivende spændende, at man ikke tøver med at kalde BORG for den hidtil bedste spillefilm, hvori tennis spiller en central rolle.
