★★★☆☆☆
Teatergrad præsenterer i samarbejde med danskdansk forestillingen HELLIG KRIG, hvori dramatikeren Hassan Preisler vender blikket ud af, og forsøger at trænge til bunds i baggrundene for hellige krige.
Han står selv på scenen foran en mikrofon omgivet af Ene Øster Bendtsen og Jesper Riefensthal, men det er nu Preisler selv, der har mest liv i kroppen. Derfor virker det livgivende for forestillingen, at Arash Pandi og Aske Øland Kjærgaard har skabt en så dynamisk lydkulisse, der gør det lettere for os at omsætte de mange ord til billeder.
For selvom vi befinder os i en biograf – i dette tilfælde den hyggelige Gloria-biograf ved rådhuspladsen – så forbliver HELLIG KRIG en lidet visuel oplevelse rent umiddelbart. Vi skal skabe vore egne billeder og opfordres da også til at lukke øjnene undervejs.
Man må sande, at det faktisk er med lukkede øjne, at forestillingen virker bedst, hvilket rejser spørgsmålet om teksten ikke i højere grad havde egnet sig som radiodramatik? For selvom det en kort stund kan være interessant at se, hvorlede mosaikken af interviews, monologer og lydeffekter fremkommer, så bliver det i længden for lidt. Det virker næsten selvmodsigende, at vi skal bevæge os ud for at lukke vore øjne. Derfor bliver HELLIG KRIG i sidste ende en ikke helt tilfredsstillende oplevelse i denne form – trods et vel af kloge overvejelser og fine lydmæssige detaljer i Moqi Simon Trolins iscenesættelse.