★★★★★☆
Den franske komedie KVINDERNE PÅ SJETTE SAL er et frugtbart møde mellem to kulturer, den franske og den spanske. Handlingen udspiller sig i 60ernes Paris, hvor det småborgerlige par Hr. og Fru Joubert (vittigt spillet af Fabrice Luchini og Sandrine Kiberlain) hyrer Marie, en spansk tjenestepige. Marie bor sammen med ejendommens øvrige spanske tjenestepiger under trange forhold på sjette etage. Der går dog ikke langt tid før, at Hr. Joubert finder livet på sjette sal og ikke mindst Marie særdeles facinerende.
Philippe Le Guay har med boblende humør og sans for kontraster skabt en livfuld komedie, man bliver i godt humør af. Man forstår sandelig godt hvorfor, at Hr. Joubert falder for den søde Marie, sådan som Natalie Verbeke fremstiller hende. Og en hær af spanske kvinder i alle størrelse anført af Carmen Maura (Volver) gør i sandhed tilværelsen på sjette sal uimodståelig. At filmen så tilmed rummer et ægte socialt engagement, gør den ikke mindre sympatisk.