★★★★★☆
af Jacob Wendt Jensen
Forlaget Turbine
Jacob Wendt Jensen elsker Jack Nicholson. Det er der sørme også mange gode grunde til, og heldigvis bliver man også smittet af hans begejstring og får lyst til at se og gense en række af Nicholsons film.
Bogen JACK NICHOLSON er ikke den vanlige vugge til grav-historie – Nicholson lever da også heldigvis endnu. Og mon ikke der kommer flere film til bogens filmografi, der også omfatter forfatterens vurdering (på en stjerneskala fra 0 til 6)?
Wendt har i stedet inddelt bogen i emner, og kommer afgjort rundt om det meste på 300 sider suppleret af en række velvalgte fotos. Vi får også kildeoversigt samt et navneregister med både titler og personer – desværre i en irriterende lille typografi, der ikke henvender sig til Nicholsons jævnaldrende.
Bogen er generelt pænt layoutet, men allerede efter nogle få læsninger knirker ryggen faretruende og man frygter for, at bogen ret snart får løse sider.
Jacob Wendt Jensen skriver i et sympatisk ligefremt sprog, hvor alle kan være med, og det er ment som et kompliment. For netop Jack Nicholson er en skuespiller, der tydeligvis appellerer bredt på tværs af køn, alder og samfundslag. Og det er netop formidlingen af det multifacetterede i Nicholsons talent, der bliver bogens allerstørste styrke.