★☆☆☆☆☆
Danmarks mest berømte og berygtede digter kom ikke ind i folketinget. Det bør hverken han eller vi være kede af, for hvad også valgkampen viste, så er han først og sidst forfatter.
Derfor virker det fatalt, at hans første møde med dansk teater ikke munder ud i et stykke selvstændig dramatik, men derimod Minna Johannessons mislykkede brug af hans digte.
Ordene lægges i munden på fire blege danske skuespillere, der tilsammen udgør en lille familie – ikke ulig den vi mødte i instruktørens anderledes vellykkede EIN BISSCHEN FRIEDEN på Aalborg Teater.
Men hvor Minna Johannesson på Aalborg Teater fandt mening i selv de mest banale Grand Prix-tekster, drukner hun Yahya Hassans ord med Birthe Kjær og andre mere eksotiske musikindslag. Man forstår sandelig godt, at Jakob Hannibal har sved på panden, når han siddende på en gynge skal stave sig igennem et digt. Minna Johannesson lægger nemlig hele tiden distance til ordene, hvad de ikke har godt af, og det bevirker, at vi oplever forestillingen på afstand. Ærke-danske Frank Thiel og den evigt hvalpede Anders Berg Nielsen gør ikke sagen bedre, og kun Hanne Hedelund – med et ansigt, som oser af levet liv, og en stemme, der afslører smerte og afsagn – tilfører ordene en vis oprigtighed.
Man må derfor håbe, at Yahya Hassan snart selv får lov til at komme til orde som dramatiker i det univers, vi kender fra digtene, fremfor dette tvivlsomme samarbejde mellem Mungo Park Kolding og Aalborg Teater. Et samarbejde, der snarere virker som spekulation end udsprunget af et oprigtigt ønske om at lade en ny stemme tale.
