– Flugten fra Gjorslev
★★★★☆☆
I en mere globaliseret tidsalder ville den danske komponist Kai Normann Andersen utvivlsomt have været verdensberømt. Han huskes i dag blandt andet for filmoperetter som "Man elsker kun een gang" med den populære duo Else-Marie og Hans Kurt og naturligvis hovedværket "Mød mig på Cassiopeia", hvor Bodil-belønnede Bodil Kjer agerede kærlighedshungrende muse. Fra en musikalsk betragtning to af de vigtigste film i den danske filmhistorie, og begge tilgængelige på danskfilmskat.dk for et yderst beskedent beløb.
Men Kai Normann Andersen skrev også musikken til en række evergreens som "Man binder os på mund og hånd", "Jeg gi’r mit humør en gang lak" og "I dit korte liv", sange der alle indgår i den bemærkelsesværdige forestilling KAI NORMANN OG KRIGEN.
Forestillingen spiller på Gjorslev Slot, som Kai Normann Andersen gæstede under 2. verdenskrig sammen med hustruen Ellen Gottschalch. Hendes to sønner fra første ægteskab Jesper og Hans Henrik var begge med i modstandsbevægelsen, mens ægteparrets datter Jytte kom i pleje i Nyhavn.
Selvom Ellen Gottschalch var bekymret for sønnernes aktive deltagelse, så skjulte hun og Kai Normann Andersen også våben til gavn for modstandsbevægelsen.
For Kai Normann Andersen var det særligt nervepirrende, eftersom hans "Dyveke"-forestilling havde nazisternes bevågenhed, og Poul Henningsen måtte omskrive teksterne, der var kritiske overfor besættelsesmagten, for at få grønt lys fra censuren. Men det blev teksterne kun mere raffinerede af – og ikke mindre kritiske.
Kai Normann Andersens "I dit korte liv" indgik tilmed i den Dagmarrevy, der spillede ved rådhuspladsen i Dagmarhus, hvor nazisterne havde hovedkvarter.
Skuespiller Nicolaj Cornelius tog initiativ til forestillingen efter at have erfaret, at Kai Normann Andersens klaver befandt sig i godsforvalter Carsten L. Jakobsens hjem. Via Jesper Jørgensens prægtige bog "Gjorslev – en bispeborg på Stevns" er der kommet fokus på en række af de historiske begivenheder, som er tilknyttet godset – herunder da nazisterne pludselig holder på gårdspladsen.
Nicolaj Cornelius får sammen med iscenesætter Sune Svanekier levendegjort Kai Normann Andersens historie, så vi forstår hans dilemma og mærker hvilke menneskelige omkostninger, der var forbudet med den tid.
Nicolaj Cornelius portrætterer Kai Normann Andersen med dedikation og hans enkle fortolkninger af de sublime tekster skygger aldrig for teksternes indhold. Han suppleres myndigt af Claus Nielsen i rollen som hushovmesteren, og får vokal assistance af Susanne Breuning ("Dragsholmrevyen"), den filmaktuelle Simon Bennebjerg ("Pagten") samt instruktøren selv i rollen som den rigsbefuldmægtigede nazist Werner Best.
Gjorslev Slot danner en fortræffelig teaterkulisse for forestillingen, og man bør afsatte tid både til en tur i parken og en rundvisning på slottet. Det er intet under, at netop Gjorslev Slot har dannet rammen om filmklassikere som Poul Reumert-filmen "Den gamle præst" (1939) samt "Vi arme syndere" (1952), der blev Erik Ballings adgangsbillet til dansk film.
Kammerherre Edward Tesdorpf, der er bedstefar til Jens Edward Tesdorpf, den nuværende ejer af Gjorslev slot, omtales naturligvis også i KAI NORMANN OG KRIGEN.
Kai Normann Andersen og Ellen Gottschalch når at flygte til Sverige. Ellen Gottschalch overlever både sin mand og sine sønner. Den ældste af sønnerne Jesper bliver instruktørassistent for både Carl Theodor Dreyer ("Ordet") og Erik Balling ("Den kære familie") og gifter sig med skuespillerinden Tove Maës, mens den yngste Hans Henrik Gottschalch blev dræbt i forbindelse med frihedskampen efter et tysk bagholdsangreb kort før 2. verdenskrigs afslutning.
(Michael Søby)