-
Forside

logo logo logo

 

 

 

 

LAGERET HUSET MARIE

★★★★★


Jonas Eika er en af tidens hotteste unge forfattere og vandt sidste år Nordisk Råds Litteraturpris som den yngste nogensinde. Det er derfor lidt et scoop for den nyudklækkede skuespiller Lasse Steen Jensen, at han har fået lov til både at skrive manuskript, iscenesætte og spille monolog-versionen af Jonas Eikas debutroman LAGERET HUSET MARIE.

Men satsningen bliver honoreret over alt forventning og fremstår som en entydig triumf for Lasse Steen Jensen. Også som dramatiker og iscenesætter, men især som skuespiller.

Med en betagende skrøbelighed og en ikke ubetydelig nysgerrighed tegner han et portræt af Elias, der deler sine dage op i tre: Lageret, hvor han har natarbejde. Huset i Risskov, hvor han bor med tre af sine stadig mere forsumpede venner. Og kæresten Marie, som synes at være kronisk angst for at Elias vil forlade hende.

LAGERET HUSET MARIE har en frisk tone, som peger fremad. Lasse Steen Jensen har tidligere gjort sig positivt bemærket i diverse kortfilm og i børneforestillingen "Mor", men her får vi for første gang en fornemmelse af talentets omfang.

Vi skal vist helt tilbage til Thure Lindhardts gennembrud i "Shopping and Fucking" på Café Teatret for at funde en ung mandlig skuespiller, der med samme næsten flabede selvfølgelighed indtog en scene og skamløst fastholdte vores opmærksomhed.

Lasse Steen Jensen er givet en skuespiller, vi kommer til at se meget mere til, og man må også håbe, at flere får mulighed for at se denne timelange forestilling på Aveny-T - den fortjener i al fald at blive forlænget.

 

(Michael Søby)






 






 











 

I