-
Forside

logo logo logo

 

 

 

CORYDONG

★★★★


Den lille hyggelige biograf Snurretoppen i St. Heddinge lægger denne aften lokale til turnéforestillingen CORYDONG - Stevns Teaterforenings sidste indslag i denne sæson. CORYDONG skal dog videre rundt i landet bl.a. til Teater Grob i København, og det er bestemt værd af notere sig, da titlen dækker over en gang intelligent politisk teater med efterfølgende debat.

Salget af Dong gav genlyd også uden for landets grænser og den skarpe tone, det udløste i den danske befolkning har aldrig rigtig fortonet sig. Ikke kun på grund af den lave salgspris og afgivelse af magt til udlandet, men også på grund af de billige aktier som blev brugt som lokkemad ("incitament') for at få DONGs direktør Henrik Poulsen til at sælge og som ikke overraskende gjorde ham til mangemillionær.

Begavede skuespillere som Kristian Halken og Ina-Miriam Rosenbaum spiller flere af nøglekaraktererne i Henrik Szklanys velresearchede satire, og iscenesætter Liv Helm sørger for, at også Bjarne Coridon kommer til orde via den monolog, der fremføres af Kristian Halken i rollen som Coridon lige før pausen.

Der bliver således lagt flot op til den efterfølgende debat, hvor en relevant gæst - i dette tilfælde et af de daværende bestyrelsesmedlemmer i DONG - tappert stiller op og redegør for sine synspunkter. Vi sidder dog stadig tilbage med følelsen af, at vi blev taget i røven af de daværende magthavere, og må spørge os selv, om den økonomiske gevinst for landet retfærdiggør, at enhver form for etik blev ignoreret i processen?

CORYDONG er anden del af en Glemmebogstrilogi, der begyndte med "Skattesagens helte" og som forventes at få sit tredje og sidste kapitel i februar 2021. Men mon ikke den politiske virkelighed skaber behov for flere kapitler?

(Michael Søby)