-
Forside

logo logo logo

 

 

 

KURT OG KIRSTEN

★★★★


Louise Schouw Teater sender i den kommende tid et varmt og veldrejet komedie-drama på turné. Bag titlen KURT & KIRSTEN gemmer der sig nemlig et lille underfundigt svensk stykke ("Rut och Ragnar") af Kristina Lugn.

Vi møder et aldrende par, der efter et langt samliv, nu skal skilles. De er i færd med at fordele de sidste ting, inden flyttevognen og Kurts nye kæreste Vera kommer. Men det er slet ikke let, for bitterheden og melankolien titter med mellemrum op af flyttekasserne.

Iscenesætter Jan Hertz har fundet den helt rigtige balance mellem dur og mol. Det fysiske kaos, der møder os i starten samt en række evindelige kærlighedssange skaber det ideele udgangspunkt for et opbud præget af både vemod og ømhed. Det ene øjeblik flyver uforskammethederne gennem luften og i det næste er der behov for kram og sikkert meget mere, hvis beslutningen om skilsmissen ikke allerede var taget.

KURT & KIRSTEN kræver både en fortrolighed mellem de to skuespillere, så man kan tro på, at de har dannet par i mange år, og en teknisk virtuositet, så mange kan håndtere tekstens mange pludselige stemningsskift.

Sonja Oppenhagen og Henrik Koefoed er intet mindre end formidable i de to hovedroller. Sonja Oppenhagen har både kraft i kroppen og smerte bag ordene, når hun lader frustrationerne kommer til udtryk. Og hvor det dog klæder Henrik Koefoed endelig at have en hovedrolle, hvor alvor og komik kan gå hånd i hånd. Tilsyneladende den overlegne, men i virkeligheden den mest skrøbelige, når det endelig gælder. To topprofessionelle skuespillere på deres kunsts højde.

Først til allersidst forstår vi den fælles sorg, der altid vil binde KURT & KIRSTEN sammen og som derfor synes at gøre en egentlig skilsmisse umulig. Men da er det også svært ikke at knibe en tårer eller to. For hvem komme ikke til at miste eller tage afsked med et menneske, man troede var en partner for livet?