-
Forside

logo logo logo

 

 

 

A NUMBER

★★★★

Det er efterhånden 14 år siden, at Caryl Churchills "A Number" spillede på bl.a. Husets Teater med Jesper Langberg og Anders W. Bethelsen i hovedrollerne. Dengang skete det under den danske titel "Kopier"og i kølvandet på en ophedet mediedebat om det klonede får Dolly.

I mellemtiden er menneskekloning blevet en reel mulighed, erfarer vi i Krudttønden forud for en ny opsætning af stykket på originalsproget. Især Tyskland har dog stramme etisk funderede love, der forhindrer dette, mens der er mere lempelige regler i Danmark - forudsat at kloningen sker i forskningsmæssig sundhedsfremmende sammenhæng. I USA er der faktisk ingen lovmæssige forhindringer, og med teknisk udstyr til en værdi af omkring 100.000 dollars samt et betydeligt antal rugemødre skulle det faktisk være muligt.

Derfor giver det god mening at spille stykket igen, for en form for menneskekloning kan meget vel blive en realitet indenfor de næste 14 år.

A NUMBER er forbilledligt iscenesat af Helen Parry, så teksten står knivskarp uden at humoren fortoner sig.

Få skuespillere kan som Ian Burns låne både krop og sjæl til mænd, som aldrig fik de liv, de drømte om, selvom de måske havde potentialet. Det så vi i "Educating Rita" tidligere på sæsonen og nu kan vi atter nyde det i "A Number".

Denne gang tegner han et eminent portræt af Salter, en velmenende fader med hang til dårlige beslutninger. Salters kone døde, og da hans lille søn ikke udviklede sig i fordelagtig retning og muligheden for kloning pludselig var til stede, sendte han den uheldige søn bort, og begyndte forfra med en ny. I løbet af den lille time stykket varer bliver det klart, at den nye søn langt fra er hans eneste problematiske tiltag.

Rasmus Emil Mortensen demonsterer som sønnen og dennes kloninger, at han hører blandt de bedste unge engelsksprogede skuespillere herhjemme. Han finder en perfekt balance mellem forskel og ligheder mellem de enkelte karakterer, der umiddelbart virker sjove men i sidste ende foruroligende.

A NUMBER understreger atter Caryl Churchills relevans som dramatiker og fremstår som endnu en sejr for det lille produktionsselskab That Theatre Company.