★★★★☆☆
Det Kongelige Teater har efter knap 200 års pause igen Friedrich Kuhlaus LULU på repertoiret, og er teksten i dag blevet en kuriøsitet, så bliver opsætningen heldigvis meget mere end det.
Iscenesætteren Christian von Götz formår virkelig at få ensemblet til at fremstå veloplagt godt hjulpet af kapelmesteren Sébastien Rouland vitale indsats i orkestergraven.
Gert Henning-Jensen besidder en mærkværdig tidløshed, der gør, at vi accepter ham i rollen som den unge Prins Lulu, og synger kan han stadig, Overfor ham får Dénise Beck et veritabelt gennembrud som Prinsesse Sidi, en yndig skabning, som hun forgylder med både spillelyst og sangglæde.
Også Sofie Elkjær Jensen og Henning von Schulman har ære af deres indsatser som henholdsvis Vela og Dilfeng, mens Michael Kristensen er uovertruffen som den pukkelryggede Barca.
Scenografen Lukas Noll og kostumerdesigneren Sarah Mittenbühler har tilsynelandende haft en fest med skabe dette eventyrunivers. Her er ingen farveforskrækkelse, men i stedet en herlig visuel løssluppenhed, der forplanter sig til publikum.
Musikalsk vil nogen måske stadig foretrække "Elverhøj", selvom "Lulu" flere steder anerkendes som Kuhlaus hovedværk. Ikke mindst de dejlige soloer, som fløjtenisten Anna Dina Schieck Bjørn-Larsen leverede fra balkonen, gjorde lykke på premiereaftenen.