-
Forside

logo logo logo

 

 

 

LAKMÉ

★★★★


Malmø Opera har en fornem tradition for at introduce eller genopdage kvalitetsværker for så at gøre dem levende og relevante for en ny tid.

Léo Delibes franske opera fra 1883 udspiller sig i Indien under det britiske styre, og blev opført ni gange på Det Kongelige Teater i 1896. Selvom operaen siden er blevet forsømt herhjemme, så har den liflige "blomsterduet" alligevel sørget for, at operaen aldrig helt er blevet glemt.

Den russiske sopran Svetlana Moskalenko magter heldigvis den krævende rolle som LAKMÉ sangligt såvel som dramatisk trods et spagt anslag. I anden akt imponerer hun i den vanskelige klokkearie, så vi næsten glemmer, at den blå kropssminke snarere får hende til at ligne en velnæret smølfine end en ung indisk kvinde.

Taras Shtonda yder med sin flotte basstemme en magtfuld indsats som hendes fader, og blandt de mange fine præstationer bør også barrytonsangeren Eric Lavoipierre nævnes som faderens tjener.

Iscenesætter Nicola Raab har valgt en relativ traditionel tilgang til stoffet, hvilket giver mening, når værket som helhed er så sjældent spillet i vor tid. Således kommer LAKMÉ på Malmø Opera til at dreje sig om værket fremfor iscenesættelsen.

Den blå farve, der er det gennemgående livgivende element i Anne Marie Legensteins gråtonede scenografi, er uløseligt forbundet med den indiske lokalbefolkning og nationalblomsten den blå lotus en helligdom indenfor hinduismen. Sammen med Gesiné Völlms smukke periodeprægede kostumer får vi et velfungerede visuelt grundlag for en forestilling, der ikke kun handler om kultursammenstød, men også om kærlighed på tværs af kulturer.

Philippe Auguin får kor og orkester til at smelte sammen, så LAKMÉ også forløses rent musikalsk.

Det skal dog blive spændende, om Malmø Operas nye chef, danske Michael Bojesen, tør anlægge en kunstnerisk frækkere og mere aggressiv visuel stil på Malmø Opera, så publikum ikke hver gang blot får, hvad de forventer.