-
Forside
logo logo logo

 

 

 

 

DIKTATOREN

★★★★★★

Filmkunstens eneste sande geni Charles Chaplin formåede med sin film DIKTATOREN at få en hel verden til at spære øjnene op og se nazismen i øjnene. Den afsluttende flammetale er blevet citeret af præsidenter og premiereministre lige siden.

Selvom filmen selvsagt er forankret i sin samtid under 2. verdenskrig, så er dens humanistiske budskab lige relevant, hvilket man kunne mærke, da filmen fik repremiere sidste år.

På Nørrebro Teater vover man at dramatisere værket og slipper tilmed godt fra det. Nikolaj Cederholm får et overvældende og særdeles tiltrængt teater-rehabilitering efter i en årrække præget af overfladiske teaterkoncerter. Her har han endelig et materiale med substans, og forstår at forløse det med både kærlighed og originalitet.

Men er også velsignet med en formidabel skuespiller i den krævende dobbeltrolle. Olaf Johannessen er stilfærdig hjertelig som vagabonden og grotesk storskrydende som DIKTATOREN. I et afsindigt tempo sætter han sit personlige præg på rollerne, men med tydelig respekt for Chaplins genialitet. Resultatet bliver virituos skuespilkunst i den absolutte topklasse.

Men hele holdet spiller optimalt. Julie Agnete Vang er ham en dejlig saftig Hannah, og Søren Pilmark gør et veloplagt comeback som den selvfede kysseglade mini-Mussolini. Nævnes bør også Peter Zandersen som et uortodoks ekko og Asbjørn Krogh Nissen som en fæl sekretær, samt den glimrende franske musiker- og arrangør Olivier Antunes, der giver hele herligheden et muntert stumfilmspræg.

DIKTATOREN sætter ikke en fod forkert, og Reumert-komiteen bør derfor ikke negligere Nørrebro Teater i år.